Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min mor var utro - hvordan tilgiver jeg hende?

Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg er en 14-årig pige som for nylig har fået en depression. Mine forældre blev skilt i 2003, og jeg er aldrig kommet mig over det. Jeg er begyndt at drikke alkohol til fester, og jeg lider af søvnløshed og sover kun 2-4 timer i døgnet.

Mine mor var min far utro, og jeg fandt ud af det på en meget grusom måde: Jeg var i skole og snakkede med min bedste veninde den dag. Hun fortalte, hun virkelig håbede, at min mor ville vælge min far frem for den anden mand! Da jeg ikke vidste noget som helst, måtte hun forklare mig, at min mor var utro. Jeg løb grædende hjem og ringede efter min far. Han kom og forklarede mig det hele.

Jeg har aldrig tilgivet min mor for hendes utroskab, og jeg vil heller ikke. Min søvnløshed bliver snart et alvorligt problem. Jeg går i ottende klasse, lektiemængden vokser, og med så lidt søvn har jeg meget svært ved at koncentrere mig. Hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg er lykkelig, hvis jeg sover 5 timer, og i min alder er det bare ikke nok.

Kærlig hilsen M

Svar:

Kære M

Tak for dit brev - jeg synes, at det er flot, at du skriver til mig, og jeg kan virkelig mærke, at du har brug for noget støtte og vejledning.

Det har været hårdt for dig at få at vide, at din mor var din far utro, og især at du skulle have det at vide via en veninde. Jeg kan godt forstå, at du blev meget ked af det, og det var rigtig fornuftigt af dig at kontakte din far, så du kunne høre det fra ham.

Men det er nødvendigt, at du også får talt ud med din mor, så hun kan fortælle dig, hvad der egentlig er sket, og hvorfor hun gjorde det. Det er uholdbart, at du går med en stor vrede mod din mor, og at du ikke kan tilgive hende. Hun har haft sine grunde, som nok kan være svært for dig at forstå. Men det er meget vigtigt for jer begge to, at I får talt ordentligt ud om det.

Du skal fortælle din mor, hvordan du føler omkring skilsmissen - hvad den betyder for dig. Du skal vide, at selv om dine forældre er skilt, kan du holde kontakt til dem begge. Hvis ikke de var lykkelige sammen, kan det være bedre for dem at leve hver for sig - men du har stadig dem begge to. Du må tage ansvar for at fortælle dine forældre, hvordan du fremover vil leve med dem, og hvad du har brug for fra dem Det kan betyde meget for din udvikling, at du udtrykker dine følelser, således at du vil opleve, at du kan blive mere åben og kærlig - også i dine andre relationer.

Hvis det er for svært for dig at tale alene med din mor, kan du få hjælp af en psykolog i Ungdomsrådgivningen i din kommune, for du må ikke gå alene med din vrede og sorg. Grunden til, at du kommer til at drikke lidt for meget og ikke sover roligt, kan nemlig være, at du går for meget alene med dine ubearbejdede følelser. Der er noget uafklaret inden i dig, og det vil være en stor lettelse for dig, at få talt ud med dine forældre. Så det ønsker jeg dig held og lykke til at tage fat i!

Kærlig hilsen

Birgitte Winkel

Socialrådgiver

Sidst opdateret: 19.09.2006




Annonce