OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har fået et irriterende problem, der er ved at gå mig på. Min højre hofte er begyndt at "klikke" hver gang jeg går et skridt, og det gør også ondt. Når jeg lægger en hånd på siden af min hofte, så kan jeg tydeligt mærke det. Det er ikke kun engang imellem, men konstant. Jeg har ikke ondt, når jeg er i ro, men så snart jeg går, er den gal. Det har stået på i en lille måneds tid nu - det kom bare fra den ene dag til den anden. Det gør ikke vildt ondt, men det er generende. Håber I vil give et bud på, hvad det kan være, for jeg vil ikke bare rende til læge i tide og utide.
Jeg har tidligere døjet med en diskusprolaps i lænden, det er ikke noget jeg mærker noget til mere. Håber I vil hjælpe mig.
Med venlig hilsen M.
Kære M
Et klik i hoften kan skyldes forskellige ting. Det du beskriver, med et klik du kan mærke på side af hoften, er ganske givet det, der kaldes en springhofte. Hvis du mærker efter på siden af hoften, kan du mærke et større "knoglefremspring" som bevæger sig, når du går. Dette knoglefremspring er dækket af en stram muskelhinde, som går ned langs benet, på ydersiden. I visse situationer, f.eks. hvis der opstår en irritation i området, kan denne muskelhinde ligesom blive "fanget" af knoglefremspringet under bevægelse. Når så muskelhinden "glider fri af fremspringet" opstår klikfornemmelsen.
Nogle har dette klik uden at have væsentlige gener, mens andre har temmelig ondt. Men kan prøve med udspænding evt. kombineret med medicin til at tage en evt. irritation. Nogle få bliver opereret for problemet. Du kan prøve at holde den lidt i ro og lave udpændingsøvelser (hvis du ikke kender øvelser til udspænding, kan du enten søg på nettet eller spørge en fysioterapeut) Du kan også kontakte din læge, hvis problemet fortsætter, da problemet er ganske reelt.
Med venlig hilsen Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædkirurgi og idræt
Sidst opdateret: 12.12.2006