OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor spørger psykologen til min barndom, når jeg kommer for at få bearbejdet min sorg over tabet af min søn?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg mistede min søn i en trafikulykke for en måned siden. Da troede jeg, at mit liv sluttede, det gjorde det "desværre" ikke. Jeg talte med min læge, som da ordinerede alprox. De piller tager det værste, når jeg føler, at jeg er på vej ned i et dybt sort hul. Jeg har mange gode venner, som har lagt øre til min sorg, og min mand har også været en god støtte til at hjælpe med det praktiske. Dog har jeg manglet en form for medfølelse fra hans side, men måske er jeg bare for sart.

Jeg syntes, at min tilværelse blev værre og værre, også min søvnrytme har ændret sig. Jeg sover kun mellem ½-2 timer af gangen, og vågner mange gange i løbet af natten.

Nu har jeg opsøgt en psykolog, et venligt og rart menneske (jeg har kun været der en gang, men skal komme hver uge i et stykke tid). Jeg mente, at jeg bare skulle have bearbejdet sorgen over min søn. Men pludselig var vi inde på emner om hele min familie og min barndom, og næste gang bliver det måske det samme. Det tror jeg ikke hjælper mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg har haft en god og normal barndom. Er aldrig blevet mishandlet eller misbrugt. Så mit spørgsmål er, hvad alt den snak hjælper på min sorg nu?

Med venlig hilsen K

Svar

Kære K

Din søn omkom for en måned siden, hvilket du naturligvis sørger over. Din søvnrytme har ændret sig, og du er i et samtaleforløb hos en psykolog. Du undrer dig over, at psykologen spørger til din barndom, som du anfører har været normal. Det at sørge er jo en helt naturlig og nødvendig reaktion oven på det ulykkelige, der er hændt. Du sover i "små portioner". Jeg tror, at det kunne hjælpe dig til at sove natten igennem, hvis du undlader at sove før kl. 22-22.30. Kan du ikke falde i søvn på det tidspunkt, kan du prøve at tage en halv af de alprox, som du har fået af egen læge, alternativt bede denne om lidt indslumringsmedicin.

Du anfører, at din barndom har været god og normal, men husk på, at det ved psykologen jo ikke, før du har fortalt hende det. Hvis nu din barndom havde været præget af, at begge dine forældre var døde tidligt, ville denne viden være relevant at have, nu hvor du har mistet din søn. Når du undrer dig over, hvorfor psykologen spørger til barndommen, synes jeg da, at du skal spørge psykologen om baggrunden herfor. Sandsynligvis handler det om, at psykologen har behov for lidt baggrundsdata om dig, for at kunne forstå dig bedst muligt.

Jeg bemærker, at du skriver, at du mente, at du "bare skulle have bearbejdet sorgen over din søn". Du skal være indstillet på, at dette nok kommer til at tage lang tid, og sorgen over at have mistet din søn, vil du formentligt altid bære i dig, men du kan nok arbejde med den måde, hvorpå du forholder dig til sorgen. Jeg tror, at det er vigtigt, at du og din familie, bliver ved med at holde mindet om din dreng i live. Det betyder helt konkret, at I nok skal tale om ham, huske på ham og glædes over alle de glade timer I helt sikkert har haft sammen, også selvom om disse minder kan bringe sorgen frem igen. Det at tale om ham, vil muligvis også bevirke, at du ikke føler, at du står alene med sorgen.

I bearbejdningen af sorgen, skal du forberede dig på, at emner som skyldfølelse (over ikke at have gjort dette eller hint for at forhindre ulykken), vrede (over tabet) og meningsløshed kan dukke op i dig. Det er helt naturlige tanker og følelser på vejen gennem sorgen. Jeg tror, at et godt netværk kombineret med tid, hjælper de fleste gennem den hårde periode, der følger i månederne efter, at man har mistet en, som man elsker. I håb om, at du må finde anvendelse af ovennævnte.

Med venlig hilsen

Hans Mørch Jensen

Speciallæge i psykiatri

Sidst opdateret: 30.01.2007