OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg er en ung mand, som træner til mit første maratonløb. Sidste år måtte jeg desværre opgive min træning pga. et løberknæ. Jeg er opmærksom på udstrækning og korrekt fodtøj. Alligevel synes mit løberknæ at komme tilbage, når jeg kommer op at løbe lidt længere distancer (over 15 km). Jeg har spillet meget fodbold gennem hele i min ungdom.
Jeg har en tese om, at jeg ved at tage Glucosamin kan forebygge lette ledproblemer i forbindelse med løb. Er dette korrekt? Er det noget du vil anbefalde/fraråde? Er der nogle bivirkninger? Kender du til undersøgelser der kan bekræfte tesen?
Med venlig hilsen Løberen
Kære Løber
Jeg kan ihvert fald starte med at slå fast, at Glucosamin vil ingen effekt have på et løberknæ. Hvis du ikke kan slippe af med problemet, må du enten kigge på om din udspænding er korrekt eller om din fodstilling måske gør, at du løber og overbelaster ydersiden af dit ben. Ellers kan det i sidste ende blive nødvendigt at løsne senen lidt, hvis du er meget plaget.
Glucosamin har hos nogle en effekt på smerterne i forbindelse med slidgigt. Større studier har vist, at Glucosamin måske kan hæmme nedbrydningen af ledbrusk, men jeg synes ikke at have set et egentlig bevis for dette. Hvis jeg skal råde eller fraråde det, bliver det således ikke på nogen videnskabelig baggrund. Glucosamin har således ikke nogen virkning på eventuelle overbelastninger af dine ledbånd m.v.. Det er svært at sige, om det vil være medvirkende til, at din brusk skånes.
Umiddelbart kan jeg ikke se hvorfor du skal tage det. Der er jo også bivirkninger, omend de som regel er af mindre alvorlig karakter. Der findes også enkelte lidelser og allergier ved hvilke man ikke bør tage Glucosamin. Dette svar skal ikke ses som en afvisning af Glucosamin som muligt præparat ved slidgigt, men som forebyggelse af løbeskader tror jeg ikke på det.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johansen
Speciallæge i ortopædkirurgi og idræt
Sidst opdateret: 19.12.2007