Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Har jeg en fibersprængnig?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har fået en fibersprængning til fodboldtræning. Ifølge det, jeg har læst om fibersprængninger, så er det en pludselig voldsomt smerte, man får i nuet. Men for mit vedkommende følte jeg først smerten nogle timer efter. Da jeg slog benet, føltes det først som et trælåg og forsatte resten træningen med små smerter. Jeg kunne stadig løbe/sprinte osv. måske fordi musklen var varm? Men dagen efter havde jeg voldsomme smerter, så snart jeg bukkede benet og stødte forkert på det. Jeg vil høre om fibersprængninger også forekommer på den måde eller om det er noget andet?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Fiberskader kan godt fremkomme ved, at man får et slag. Det er måske mere en knusning af nogle fibre end en direkte overrivning, som er det, vi i daglig tale kalder fibersprængning. Denne mærkes som et større eller mindre smæld i musklen. Men, i begge situationer sker der en skade på muskelfibrene, og der kommer en blødning. Du har sikkert ikke fået så stor en skade igen, så ville du ikke have kunnet spille videre. Men blødningen er nok stille og roligt vokset, fordi du ikke stoppede med det samme. Du burde være standset og have kølet skaden ned. Næste dag har du mere ondt, fordi blødningen fylder noget, og endvidere "suges der vand" ind i området, denne hævelse trykker på det omkringliggende væv. Derudover frigives der nogle "affaldsstoffer", som fremprovokerer en inflammation (betændelseslignende tilstand) i området. Dette medfører yderligere ømhed. Behandlingen af fiberskaderne er primært RICE (Ro, Is, (k)Compression og Elevation).

Med venlig hilsen

Hans Gad Johannsen

Speciallæge i ortopædkirurgi

Sidst opdateret: 18.11.2008




Annonce