OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har efter en 30 år gammel trafikulykke, fået lavet en benforlængelse med illizarov. Mit brækkede skinneben blev gjort lige og perfekt, men ankel imidlertid er et stort problem. Jeg har fået lavet det stift i højre venstre retning, men det skulle kunne bevæges frem og tilbage (gangfunktion), men det virker ikke.
Jeg har kun 15 graders bevægelighed og kun til 90 grader, hvilket gør det næsten umuligt at gå og jeg har stærke smerter. Kender i en ankel specialist i Danmark, der kan få bevægeligheden i gang. Jeg har trænet effektivt i 10 måneder uden effekt og det virker som om der er noget der stopper leddet. Lægen, der lavede benforlængelsen kan kun tilbyde artrodese stivgøring, men inden det vil jeg gerne prøve alt for at få det i gang igen.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
At anbefale en enkelt specialist er ikke muligt. Nu ved jeg ikke, hvor du har fået lavet din operation med Ilizarov, men jeg gætter på det er på en relativ stor ortopædkirurgisk afdeling. Hvis ikke lægen er fod-ankelkirurg, synes jeg du skal bede om en henvisning til en afdeling hvor der findes en sådan. Man kan, teoretisk set, godt sætte et kunstigt led i en ankel, hvis der er slidtage der primært involverer selve ankelleddets belastning. Hvis der er flere af de små led involveret, er det en dårlig løsning.
En stivgøring er ikke så katastrofal en løsning, som det måske kan lyde. Det er faktisk en rimelig effektiv smertebehandling, og gangen bliver slet ikke så dårlig ,som man måske kunne frygte. Og umiddelbart, lyder det som om du vil være noget bedre stillet end du er nu. Nu har jeg jo ikke noget kendskab til lige præcis din ankel. Men nogle gange kan man prøve at få anlagt en såkald "kapsel" på foden/anklen, som forhinder bevægeligheden. Så vil man kunne danne sig et indtryk af, om du vil blive hjulpet af en "stivgøring"/artrodese. Tal med lægen om det. Hvis han ikke selv er fod/ankelkirurg kan jeg da ikke forestille mig han har noget imod at du får din ankel vurderet hos en sådan.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johansen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Sidst opdateret: 18.03.2011