Hvorfor kan jeg ikke fungere i hverdagen efter tabet af min mor?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg er en ung dame på 23 år, som bor sammen med min datter og hendes far i et gammelt bondehus på landet. Jeg mistede min mor i oktober 2011, hvor hun døde af kræft efter et sygdomsforløb på kun 6 uger. Vi havde et meget tæt forhold til hinanden, da min familie på min side kun bestod af mor, mormor og morfar.

Efter min mors død blev jeg sygemeldt af min praktiserende læge med depression og stress og måtte stoppe på min uddannelse som social- og sundhedsassistent. Jeg begyndte at gå til psykolog, men han mente ikke, der var tale om depression - blot et ganske almindeligt reaktionsmønster.

Grunden til, at jeg skriver, er, fordi jeg er ved at blive tosset over, at der ikke er noget medicin, som hjælper. Folk siger, jeg er normal, men jeg er ikke i stand til at arbejde, da min hverdag så bryder helt sammen.

Jeg vil nu forsøge at forklare, hvad det er der er galt. Jeg har siden min mors død haft nogle voldsomme humørsvingninger. Det ene øjeblik er jeg glad, og det næste øjeblik græder jeg. Jeg har en tendens til at lave en "boble", hvor jeg ud af til virker glad og lykkelig. Nogle gange springer den, og så er humøret helt i bund.

De første seks måneder fik jeg vendt helt op og ned på nat og dag, hvilket jeg nu har rimelig godt styr på igen (dog kan jeg ikke sove mere end maksimalt seks timer). Jeg har meget ofte mareridt, som vækker mig op til otte gange i løbet af natten.

Da min mor døde blev jeg nærmest rastløs og kan ikke sidde stille i mere end maksimalt en halv time ad gangen, før jeg SKAL lave et eller andet. Jeg har utroligt svært ved at koncentrere mig. Hvis jeg for eksempel er ved at fortælle noget og bliver afbrudt, så har jeg glemt, hvad jeg var ved at fortælle. Hvis jeg ikke skriver alle aftaler ned staks, så glemmer jeg det. Jeg SKAL skrive en indkøbsliste, hvis jeg skal på indkøb, for ellers er jeg helt blank, når jeg står i butikken.

Et andet problem er, når jeg er sammen med mange mennesker. Hvis der er mere end en person, der snakker, så opfatter jeg kun halvdelen af samtalen og kan ikke huske, hvad der er blevet sagt. Jeg har også problemer med ukendte situationer, hvis jeg ved, at der er mere end to-tre personer til eksempelvis aktiverings kurser, som kommunen gerne vil sende dagpengemodtagere ud til.

Jeg skulle for nogle måneder siden starte på sådan et kursus, men det resulterede i et angstanfald, hvor jeg løb grædende fra stedet og kørte hjem.

Jeg har nu fået et job som pædagog-medhjælper fire timer dagligt tre gange ugentligt, men heller ikke dette kan jeg overskue. Jeg bliver så træt af at være der, at jeg bruger mine fridage på at sove og tanke op, så jeg kan klare den næste dag. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal stille op, for jeg ville gerne tilbage på arbejdsmarkedet. Ikke mindst fordi min ret til dagpenge snart ophører, hvis jeg ikke får en diagnose og kan få forlænget min sygemelding. Som tingene ser ud i øjeblikket, er det rigeligt at få en normal hverdag, hvor jeg laver mad, passer hus, barn og andre daglige gøremål til at hænge sammen.

Så snart der kommer et job ind i billedet, mister jeg overblikket og alt overskud og energi. Jeg har været i behandling med antidepressiv medicin, men da psykologen ikke mente, det var depression, og da jeg ikke selv følte, at det havde nogen virkning, så stoppede jeg med dette for to måneder siden. Der er absolut ingen forskel. Jeg håbede på, at jeg kunne få en forklaring fra en af jer på, HVAD der er galt med mig?

Venlig hilsen,

En Spørger

Svar

Kære Spørger,

Tak for dit gode brev. Da du så udmærket beskriver dit forløb, og hvordan du har det netop nu, er det så tydeligt for mig, hvad der er galt med dig, og hvad du kan gøre for at få det bedre.

Det hele startede med, at din mor døde ret pludseligt i oktober 2011 - en mor du havde et godt og nært forhold til, og som du selvfølgelig må savne rigtig meget. Dine reaktioner er sorgreaktioner efter din mors død, og du er stadig i en ubehandlet krise. Selvfølgelig virker antidepressiv medicin ikke, da du ikke har en depression men har brug for kriseterapi.

Har du kontakt med dine mormor og morfar, og har du kunnet tale med dem om din sorg over din mors død? Det, der er så vigtigt for dig nu, er, at du taler med andre om, hvad din mors død betyder for dig. Dine morforældre er jo de nærmeste, da de også må føle stor sorg, så måske kan I hjælpe hinanden.

Det kan også have betydning, at du kan dele din sorg med din kæreste, så også han kan forstå, hvad der er galt med dig og lytte til de tanker, du gør dig. Det kan være en stor hjælp at give frit afløb for dine sorgfyldte følelser ved at give dig selv lov til at græde – ikke holde noget tilbage men give slip på gråden, hvilket kan virke meget befriende.

Vær opmærksom på din vejrtræning, således at du gennem dybe vejrtrækninger forløser spændinger i din krop. Gå nogle gode ture, læg mærke til små tegn på det kommende forår og igen: dybe vejrtrækninger og befriende udåndinger.

Endelig vil jeg råde dig til at få krisehjælp/sorgterapi hos en psykolog, som forhåbentlig kan forstå din situation bedre end den psykolog, du før har talt med. Kommunen må kunne henvise dig til sorgterapi, og i nogle kommuner findes sorggrupper, hvor man sammen med andre kan få ord på de svære følelser i forbindelse med en stor sorg.

Jeg håber for dig, at du - sideløbende med at du får sorgterapi - så småt kan komme videre med din uddannelse, så du får lidt struktur på din dag. Først skal du nok bede om en pause, hvor du giver dig tid til at bearbejde de følelser, du har, i forbindelse med savnet efter din mor. For nogle kan det være en hjælp at skrive sig ud af en sorg – find nogle fotografier af din mor, se på dem og tænk på det gode, I havde sammen.

Det er et arbejde at komme igennem en sorg, men dette arbejde kan komme til at betyde meget for din personlige udvikling og give dig større forståelse for dig selv og for andre mennesker. Vi oplever alle sorg, og når du begynder at tale om din sorg, vil du opleve, at andre kan genkende dine følelser og måske har oplevet noget tilsvarende. Med disse ord håber jeg meget, at du har fået inspiration til at bearbejde din sorg.

Med venlig hilsen

Birgitte Winkel,

Samlivsterapeut og socialrådgiver

Sidst opdateret: 01.02.2013