Hvordan kommer jeg mit voldsomme temperament til livs?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har nu, i en alder af 25 år, indset at jeg ikke selv kan komme mit voldsomme temperament til livs, og jeg er overbevist om, at jeg har brug for hjælp udefra.

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft et voldsomt og komplet ukontrolleret temperament. Jeg har altid været en meget glad og positiv person, men nogle gange slår det klik for mig. Som barn var det vist ret ofte. Det er blevet sjældnere med alderen, og det sker nu kun to til fire gange årligt.

Det er virkelig en ubehagelig følelse, for det føles som om, at en anden overtager min krop, og så skal der bare smadres noget (gudskelov ingen personer, ENDNU). Det har været dyrt i fjernbetjeninger, tastaturer, mobiltelefoner og sandsynligvis også forhold.

Der er ingen indikation på, hvornår det sker, og derfor har jeg haft meget svært ved at forebygge det.

Som voksen har det udelukkende været materielle ting og kærester, der har kunne frembringe det. Det er aldrig sket overfor fremmede, og jeg har aldrig været oppe at slås.

Jeg har prøvet med den berømte tæl-til-ti, vejrtrækningsøvelser, mindfullness, og konflikthåndteringsseminar - alt uden effekt.

Jeg nu har to børn og vil helst ikke have at de skal opleve min voldsomme adfærd. Hvordan får jeg hjælp?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Tak for din mail som omhandler problemer med temperament og aggressionsforvaltning. Du har prøvet forskellige tiltag, men altsammen uden effekt, og har nu indset, at noget må ske, og at du naturligvis ønsker at skåne dine børn.

Du har ret: noget må ske, og du skal tænke på dine børn - men selvfølgelig også omgivelserne i det hele taget.

Der står virkelig noget på spil for dig. Det betyder også, at du skal prøve igen og igen og igen - også selvom det ikke lykkes for dig første gang, også selvom det ikke er let.

En anden spørger har tidligere skrevet ind med et lignende problem. Du kan læse mit svar til hende her . Jeg bemærker godt, at du skriver, at der er ingen indikation på, at det er ved at ske, men jeg gætter på, at hvis du undersøger dine tanker/følelser rigtig grundigt, så vil du alligevel finde et advarselssignal. Og det er det signal du skal bruge.

Det er ikke nemt, men du bliver simpelthen nødt til at gøre det, for ellers kunne det ende galt for dig, enten ved at dine børn bliver vidne til noget ubehageligt, eller at du slår et andet menneske, og derved selv ender i fængsel.

Held og lykke!

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri