Annonce

Har jeg forhudsforsnævring?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en fyr på 31 år, som har et problem med min forhud.

Forhuden er hævet, rød og føles for stram. Når jeg skal tisse og trækker forhuden tilbage, så sprækker og bløder den en smule. Problemerne har nu stået på et par dage, og jeg har tidligere haft lignende gener. Sidste gang gjorde det virkelig ondt, og jeg gik til min egen læge, som mente, det var min diabetes, der var skyld i det, og opfordrede mig til at leve sundere. For et par måneder siden begyndte jeg i træningscenter, og nu løber jeg to kilometer et par gange om ugen og styrketræner. Så jeg har svært ved at tro, at min diabetes er årsagen til problemet.

Jeg synes ikke, jeg kan finde andre svar på nettet, end at det kan være forhudsforsnævring, men det plejer vel ikke at forsvinde af sig selv, som dette plejer at gøre? Når jeg trækker forhuden tilbage, ligger der noget hvidt snask på forhuden, som dog er til at tørre væk. Hvad kan mine problemer skyldes?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Det du beskriver, er jeg enig i lyder som forhudsforsnævring . Det kan omvendt godt lyde som om, at du tidligere er blevet behandlet for infektion ved forhuden, hvilket er en almindelig problematik ved forhudsforsnævring.

Forhudsforsnævring er ret enkelt at behandle. Første behandlingstiltag er en kraftig binyrebarkhormon-salve, som gør huden mere tynd og eftergivelig. Dette får ofte forhuden til at 'strække' sig, så problemet er løst.

Alternativt kan man anvende kirurgisk behandling i form af omskæring. Man kan også prøve et mindre kirurgisk indgreb, men det er ikke altid så kosmetisk tilfredsstillende.

Forhudsforsnævring kan faktisk godt ses som en komplikation til diabetes, så din læge er ikke helt på afveje. Prøv at tage en snak med din læge om behandlingen.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 18.12.2013




Annonce