Hvorfor hader jeg mit liv?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har det svært, og jeg har taget en depressionstest, som beskriver, at jeg er deprimeret.

Lad mig starte fra begyndelsen. Da jeg begyndte i 5. klasse, hvilket nu er lidt over to år siden, begyndte jeg at have det dårligt psykisk, og jeg var aldrig rigtig glad. Jeg havde, og har stadig, en god ven, men jeg følte aldrig, at jeg blev respekteret eller anerkendt af de andre i klassen. Jeg er aldrig blevet mobbet, men er blevet ignoreret og lukket ude.

I oktober 2011 fandt jeg ud af, at min fætter havde begået selvmord. Jeg var knust, for han var som den bror, jeg aldrig havde fået. Det værste var, at jeg fandt ud af det igennem Facebook. Lige siden har jeg gået rundt og været endnu mere ked af det og nedtrykt.

Jeg har lidt flere venner nu, men føler mig aldrig velkommen eller anerkendt, selvom de er rigtig søde mod mig. Jeg kan gå rundt og få komplimenter og smile, men indeni har jeg det af helvede til, og jeg ved ikke hvorfor.

Jeg har aldrig oplevet noget traumatisk eller frygteligt andet end at miste min fætter, og jeg har et godt liv, men af en eller anden grund hader jeg det alligevel! Jeg ved ikke, hvad der foregår, men håber, at en kan hjælpe mig ved at forklare mig, hvad der sker.

Tak på forhånd.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Tak for din mail. Du fortæller, at din fætter begik selvmord, og at du nærmest fik det at vide ved en tilfældighed. Det er jo dybt tragisk, når nogen begår selvmord, og de pårørende er ofte påvirkede flere år efter. Det er du sikkert også. Jeg spekulerer lidt over, at det også virker som om du er lidt isoleret.

Du skriver godt nok, at du har venner, og at de er søde, men omvendt også, at du bliver ignoreret. Mon du har nogle vigtige voksne, der spiller en betydelig rolle i dit liv, og som du kunne tale med, og fortælle dem om, hvordan du går og har det? Når du skriver, at du har taget depressionstesten, og at du er bange for, at det er alvorligt, så er det selvfølgelig relevant at overveje, hvorvidt du har en ubehandlet depression .

I første omgang vil jeg dog råde dig til at tænke lidt over, hvem den allervigtigste voksne i dit liv er, og som du stoler mest på, og så tale med ham eller hende om dine tanker. Det kan du gøre samtidig med, at du prøver at bryde ud af ensomheden og knytte dig tættere til de venner og veninder, som du allerede har.

Skriv ned, hvad du laver udover skolen - altså idræt, spejder, ungdomsklub med videre og hvem, du er i kontakt med der, og så prøv om ikke, der er nogen af de andre unge dér, som du kan komme lidt tættere på. Jeg tror sagtens, at du kan få det bedre. Det trænger du vist også til, for nu har det - som jeg forstår dig - varet over to år, og det er jo længe at gå og være trist, men du skal nok regne med, at der næppe sker noget, medmindre du tager initiativet.

Held og lykke.

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri.

Sidst opdateret: 12.12.2013