Jeg har smerter i ryggen, skal jeg søge læge?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg håber, I kan hjælpe mig med et gæt på, hvad jeg fejler, og hvad jeg bør gøre som næste skridt.

Jeg har nu i en måneds tid oplevet smerter i lænden, lige hvor haleben og ryg går sammen. Det føles, som om det er i selve rygsøjlen eller meget tæt på. Det kommer periodevist og opleves, som om jeg lige laver en forkert bevægelse (vrid, sætter mig op, bærer på noget, sætter mig ind i bilen og så videre). Det føles, som om noget enten sætter sig i klemme eller trykker på noget, det ikke skal, og der så kommer øjeblikkelige kraftige smerter. Smerterne gør, at jeg stopper helt op og ingenting kan, før jeg lige får drejet mig eller vendt mig rigtigt, så det ikke jager mere.

Det er, som om en nerve sætter sig i klemme eller lignende. Jeg oplever ikke, at det stråler ned i benene eller ud i armene eller andre områder af ryggen, så det er altså meget lokaliseret til samme sted.

Det kan forsvinde lige så hurtigt, som det opstår, men jeg oplever efterhånden konstante smerter i mindre grad, og så periodevist de her stærke smerter flere gange dagligt. Det gør ondt, når jeg nyser, på grund af det tryk der opstår lige i det, jeg nyser (og det går væk med det samme igen).

Det gør også ondt, når jeg sætter mig forkert ind i bilen. Her gør det ondt i en sådan grad, at jeg ikke kan lægge min vægt ned i sædet, før jeg lige har forsøgt en to-tre gange, og det ikke længere føles, som om noget er galt. Efterfølgende kan jeg være ret øm.

Derudover gør det ondt, når jeg har båret på min to-årige datter i nogle minutter. Dette betyder også, at jeg ikke skal anstrenge ryggen resten af dagen. Når jeg dyrker sex med kæresten, hvis jeg lige vender mig forkert eller lignende. Oveni får jeg, hvad jeg oplever som almindelige muskelspændinger som følge af, at jeg går og spænder og overanstrenger ryggen. Det opleves som almindelig træthed og ømhed og ikke noget, jeg er bekymret for. Dette kan jeg klare med lidt massage eller en af de her ryste-maskiner, man kan bruge på ryggen.

To ordentlige omgange med "rystepudseren", som jeg kalder den, hjælper en hel del på de vedvarende smerter, men ikke rigtigt på de pludseligt opstående. Bør jeg søge læge eller anden hjælp, eller mener I, det kan klares med øvelser eller motion? Jeg har ikke forsøgt mig med smertestillende medicin, da jeg ikke tror, det nytter noget i denne sammenhæng. Håber I kan hjælpe!

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Rygsmerter er en almindeligt forekommende ting, og noget alle oplever fra tid til anden – blandt andet derfor kaldes det jo også en folkesygdom!

Som oftest skyldes rygsmerter "bare", at muskler og sener gør ondt, og det kan som oftest behandles, som du selv beskriver, med massage eller smertestillende medicin.

Du relaterer dine smerter til halebenet, og det kan være svært at behandle! Tilstanden kaldes coccygodyni, og vil som oftest kunne behandles konservativt med smertestillende medicin og fysioterapi/kiropraktik. I sjældne tilfælde kan kirurgi komme på tale.

Der kan naturligvis være andre årsager til, at man har ondt i ryggen, og du beskriver, at du kan adskille de muskulære smerter fra det, du beskriver her.

En vigtig tilstand at være opmærksom på ved rygsmerter er diskusprolaps . Ved en diskusprolaps glider den lille gelepude, som ligger mellem ryghvirvlerne, frem, og trykker på de nerver, der løber i rygmarvskanalen. Ved den tilstand, vil man typisk have smerter, der trækker ned i benet, så langt som til ned under foden, og der kan være ledsagende nervepåvirkning i form af føleforstyrrelser, snurrende fornemmelse eller kraftnedsættelse. Et alvorligt symptom er, hvis man ikke kan styre sin vandladning og/eller afføring og bliver følelsesløs i skridtet.

Ved mænd kan rygsmerter være første symptom på sygdomme i blærehalskirtlen, også kaldet prostata , eller i testiklerne. Smerterne kan også udgå fra nyrerne eller tarmsystemet. Det er væsentligt, at du bliver undersøgt af din læge, særligt når du selv så klart har en fornemmelse af, at det ikke bare er musklerne, der gør ondt. Din læge vil på baggrund af dine symptomer kunne planlægge de nødvendige undersøgelser, du måtte have behov for.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 29.07.2014