Jeg er efter et hashmisbrug blevet paranoid, hvordan kan jeg få hjælp?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har siden mit (hash)rygestop oplevet, at jeg er blevet meget paranoid. Jeg tror mine venner laver planer om at tæve mig og jeg laver alle mulige scenarier oppe i hovedet. Jeg føler mit liv er noget møg og, at jeg er én stor fiasko.

Min familie har ikke synderlig mange penge og min far er i fængsel (han er ikke en slem fyr, det han gjorde var for at sørge for vores familie), jeg har ikke noget job og er lige begyndt på automekanikeruddannelsen efter jeg har afsluttet min gymnasieuddannelse.

Jeg tør ikke være sammen med nogen andre end min bror sådan rigtigt, fordi jeg tror de er ude efter mig. Jeg sover meget lidt og vågner nogle gange op med svedeture. Jeg frygter fremtiden og jeg har ondt i maven fordi jeg tænker på, hvad der skal ske med mig.

Her på det sidste har selvmord ligget i baghovedet, jeg kunne aldrig finde på det, men alligevel tænker jeg på det. Jeg ringer hele tiden til min bror eller mor når jeg ikke er sammen med dem og det plejede jeg ikke. Min mor er sur på mig fordi jeg vil droppe ud af automekanikeruddannelsen, selvom det altid har været en stor interesse for mig, men jeg tør ikke gå ud af huset og jeg tør ikke sige det til nogen.

Jeg græder over ting jeg aldrig har grædt over før, og når jeg er ked af noget, så overtænker jeg det og får det skidt med mig selv og min opførsel. Ved godt dette spørgsmål er noget rodet, men jeg kan ikke finde ro i mit hoved eller i min krop. Jeg vil rigtig gerne flytte væk fra det hele, til USA eller et andet sted. Jeg har ikke skrevet alt, da jeg ikke kan sætte ord på resten.

Jeg håber I kan give mig et indblik i hvorfor jeg har fået det så dårligt.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Tak for din mail i hvilken du fortæller om dine symptomer efter, at du er holdt op med at ryge hash. Tillykke med det - rigtig flot, at du er holdt op. Hold fast i dit rygestop.

Det kan være en sej omgang når man skal gå fra at være misbruger til at være clean, men det er det rigtige at gøre. Det er farligt for sindet at ryge hash - både på kort og på lang sigt. Man risikerer eksempelvis at blive psykotisk, så det er vigtigt at blive clean.

Behandlingen af folk med misbrug ligger i kommunalt regi og de fleste kommuner har et ambulatorium/behandlingsenhed for mennesker der vil ud af misbrug eller er på vej ud. Det er i sådan en behandlingsenhed du skal have hjælp, hvis ikke du kan mestre det selv.

Du skriver om dine tanker om selvmord. Det lyder som skræmmende tanker. Prøv at læse lidt om livslinien der netop er et gratis og anonymt tilbud til mennesker med selvmordsovervejelser. Du kan se mere her(http://www.livslinien.dk nofollow) .

Så nævner du muligheden for at flytte til USA - det nytter nok ikke noget. "Nissen flytter med" som man siger, og behandlingsvæsenet i USA er helt anderledes grovmasket end det vi kender fra Danmark.

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri  

Sidst opdateret: 11.11.2014