Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Brystkræft

Hjælp og rådgivning til brystkræftpatienter

Som brystkræftpatient har du mulighed for at få hjælp og rådgivning, så du kan komme bedst muligt igennem dit brystkræftforløb. Læs her, hvilke tilbud der findes.


Offentliggjort: 16. Juni 2023

Kommunalt tilbud om kræftrehabilitering

Alle kommuner i Danmark tilbyder rehabilitering for kræftpatienter. Et rehabiliteringsforløb har til formål at gøre dig fysisk, psykisk og socialt klar til at vende tilbage til hverdagen efter sygdomsforløbet. Forløbet kan blandt andet bestå af fysisk træning, kostvejledning, individuelle samtaler og samtalegrupper.

Du kan finde din kommunes tilbud på sundhed.dk. Tilbuddet kræver henvisning.

Rådgivnings- og støttetilbud fra Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse tilbyder forskellige former for rådgivning og støtte.

Kræftlinjen

Kræftlinjen er et telefonisk støttetilbud, hvor du kan tale med professionelle rådgivere om alt fra kost og motion under et kræftforløb til behandling og senfølger efter forløbet. Kræftlinjen har åbent alle hverdage mellem 9-21 og i weekenden mellem 12-17.

Ring til Kræftlinjen på 80 30 10 30. Læs mere om Kræftlinjen her.

Cancerforum

På Cancerforum kan du skrive med andre patienter, pårørende eller efterladte. I kan blandt andet dele råd og viden samt udveksle erfaringer om diagnosen, behandlingen og/eller livet som brystkræftpatient.

Læs mere om Cancerforum, og opret en profil her.

Online samtalegrupper

Er du kræftpatient, pårørende eller efterladt, har du mulighed for at deltage i Kræftens Bekæmpelses online samtalegrupper. Grupperne faciliteres af en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse, og man kan tilmelde sig forskellige grupper afhængigt af ens situation. Der findes for eksempel en samtalegruppe for engelsktalende, en gruppe for kræftpatienter med senfølger og en gruppe for efterladte med hjemmeboende børn.

Du kan læse mere om Kræftens Bekæmpelses online samtalegrupper her.

Se alle Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Brystkræftforeningen (tidl. Dansk Brystkræft Organisation)

Brystkræftforeningen er en landsdækkende forening, som helt overordnet arbejder for at bedre overlevelsen efter brystkræft. Alle medlemmer har eller har haft brystkræft eller er i særlig risiko for at få brystkræft. Der er lige nu cirka 2400 medlemmer af Brystkræftforeningen.

Foreningen er inddelt i 9 lokalkredse, der alle arrangerer forskellige arrangementer for medlemmerne. Arrangementerne kan for eksempel være netværkscaféer, foredrag og møder om eksempelvis senfølger efter brystkræft. Du kan se, hvilke arrangementer der findes i dit lokalområde her.

Læs mere om Brystkræftforeningen her.

 

Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Region Midtjylland

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.