Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Brystkræft

Tilbagefald af brystkræft

Tilbagefald af brystkræft kan ses som både lokalt tilbagefald og som fjernmetastaser. Læs her om symptomer, undersøgelser og behandling.


Opdateret: 15. November 2016

Hvad vil det sige at få tilbagefald af brystkræft?

Prognosen for brystkræft er i dag generelt god og langt de fleste overlever uden tilbagefald. Trods dette vil nogle patienter få sygdommen igen.

Sygdommen kan komme tilbage omkring operationsområdet i brystet, i armhulen på den opererede side eller på brystvæggen omkring arret, hvis man har fået fjernet brystet. Dette kaldes lokalt recidiv.

Sygdommen kan også komme tilbage et helt andet sted i kroppen. Det kaldes fjernmetastaser og er udtryk for, at kræftcellerne nu har spredt sig i kroppen via lymfesystemet eller blodbanen. Fjernmetastaser kan sætte sig mange forskellige steder, almindeligst i lymfeknuder, knogler, lunger, lever og hjerne.

Hvis det drejer sig om et lokalt tilbagefald (lokalt recidiv), altså at kræften kommer tilbage tæt på det tidligere opererede område, vil det ofte være muligt at fjerne kræftknuden gennem en ny operation, og det er muligt at blive helbredt.

Hvis der er fjernmetastaser, er det i dag ikke muligt at helbrede sygdommen. Der vil oftest være gode behandlingsmuligheder, og mange kan leve i årevis med sygdommen, men det vil kræve livslang behandling og kontrol.

De fleste tilbagefald kommer i løbet af de første fem år efter operationen, men man ser også tilbagefald senere. Faktisk kan enkelte tilbagefald komme mere end tyve år efter operationen.

Hvad skyldes tilbagefald?

Tilbagefald skyldes, at enkelte kræftceller har overlevet den primære behandling. Det kan dreje sig om enkelte celler eller mikroskopiske metastaser, som ikke kan ses på scanninger eller måles i blodprøver.
Nogle patienter har højere risiko for tilbagefald end andre. For eksempel øges risikoen, jo større kræftknuden er, og jo flere lymfeknudemetastaser der er i armhulen.

Lokalt tilbagefald

Symptomer ved lokalt tilbagefald

Det er vigtigt at være opmærksom på symptomer på lokalt tilbagefald, idet det i mange tilfælde vil være muligt at fjerne knuden, inden den har spredt sig. Det vil sige, at man skal være opmærksom på nye knuder i brystet og i armhulen eller omkring arret, hvis man har fået fjernet brystet. Man bør også følge screeningmammografierne, hvis det er aktuelt. Tidligere kom man til regelmæssig undersøgelse på sygehuset, hvor lægen undersøgte brystet. Det går man mere og mere bort fra, idet det har vist sig, at det alligevel er patienten selv, som finder knuden, også selvom der er hævelser og ujævnheder i brystet efter operation og strålebehandling, og patienten selv kan synes, at brystet er svært at undersøge.

Undersøgelser ved lokalt tilbagefald

Hvis der er fundet en ny knude i brystet eller i lymfeknuderne i armhulen, vil man først blive undersøgt med mammografi og ultralyd. Hvis der er mistænkte forandringer, vil man få foretaget en biopsi, og man vil få tid til svar hos brystkirurgen. Hvis det drejer sig om et tilbagefald, vil brystkirurgen vurdere, om det kan opereres eller ej. Oftest vil man også få lavet en CT-scanning af kroppen for at undersøge, om kræften kan have spredt sig til andre steder.

Behandling af lokalt tilbagefald

Hvis det kan lade sig gøre, og hvis sygdommen ikke har spredt sig til andre steder i kroppen, vil knuden blive fjernet. Efterfølgende vil man vurdere på samme måde som ved første operation, om der skal gives tillægsbehandling. Prognosen er generelt noget dårligere end ved første operation.

Tilbagefald i form af fjernmetastaser

Symptomer på fjernmetastaser

Symptomerne på fjernmetastaser kan være meget forskellige, da sygdommen kan sætte sig mange steder i kroppen. Almindeligt er knoglemetastaser samt metastaser til lunge, lever og hjerne. Da symptomerne kan være meget varierende, kan det være svært at vide, hvornår man skal have mistanke om metastaser.

Knoglemetastaser sidder oftest i den centrale del af skelettet, det vil sige brystkasse, ryg og bækken. Det giver typisk smerter i ryg eller ribben. Rygsmerter kan have udstrålende karakter, for eksempel til benene. Hvis smerterne er konstante og varer flere uger, vil der være grund til at søge læge. Andre symptomer, som man skal reagere på, er for eksempel langvarig hoste eller åndenød, svær kvalme og manglende appetit, hovedpine og svimmelhed. Typisk er det, at symptomerne er nytilkomne og vedvarende. Oftest vil man ikke være i tvivl om, at der er noget galt.

Prognosen bliver ikke bedre af, at man finder fjernmetastaserne, inden de giver symptomer. Der foretages derfor ikke rutinemæssige scanninger med henblik på opsporing af ikke symptomgivende fjernmetastaser. Når metastaserne kan ses på scanningerne, vil sygdommen desværre ikke kunne helbredes.

Undersøgelser ved fjernmetastaser

Hvis der er mistanke om fjernmetastaser, vil der blive foretaget relevante undersøgelser, som for eksempel CT-scanning af kroppen eller knoglescintigrafi.På CT-scanning ser man såvel knogler som de indre organer, for eksempel lymfeknuder, lever og lunger. Knoglescintigrafi er en undersøgelse af skelettet alene. Man sprøjter en lille mængde radioaktivt stof ind i en blodåre. Stoffet binder sig til knoglevævet og kan vise, om der er noget unormalt, hvilket kan være tegn på knoglemetastaser. Hvilken undersøgelse som foretages, afgøres af den enkelte situation. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt med en MR-undersøgelse (”magnetrøngten”). PET-CT, en mere avanceret CT-undersøgelse, giver sjældent yderligere information, og den anvendes derfor kun i meget specielle situationer.

Hvis mistanken om metastaser bekræftes, vil man måske prøve at få en biopsi fra forandringen. Dette kan være nødvendigt for at udelukke, at det drejer sig om en helt anden sygdom eller for at se, om brystkræften har ændret karakter. Biopsi forudsætter dog, at det kan lade sig gøre rent teknisk, og at det i øvrigt er meningsfuldt. Man kan for eksempel tage biopsi fra leveren eller fra lungen. Man kan også tage biopsi fra knogler, men det er sjældent nødvendigt. Hvis man derefter er sikker på, at det drejer sig om et tilbagefald af brystkræften med fjernmetastaser, vil kræftlægen (onkologen) vurdere hvilken behandling, man skal tilbydes.

Behandling af fjernmetastaser

Behandling af fjernmetastaser kan ske i form af antihormon, kemoterapi eller måske antistof. Målet med behandlingen vil være at holde sygdommen i skak med så få bivirkninger som muligt, idet patienten forhåbentlig skal leve med sygdommen længe. Hvis det drejer sig om en hormonfølsom behandling, kan man mange gange få god effekt af antihormonbehandling. I andre tilfælde vil man vælge kemoterapi. Der vil sædvanligvis være flere præparater at vælge imellem, og det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. De fleste reagerer godt på den første behandling, således at sygdommen kan holdes i skak eller tumorerne bliver mindre. Der foretages regelmæssige scanninger for at følge udviklingen, og hvis behandlingen virker, fortsætter man. Brystkræftcellerne har dog desværre den egenskab, at de kan ændre karakter, man siger, at de muterer, og pludselig virker behandlingen måske ikke længere. Hvis metastaserne vokser, eller der kommer nye, vil man vurdere, om man kan skifte til en anden behandling. Der vil sædvanligvis være flere muligheder.

Udviklingen inden for brystkræftbehandling går i dag hurtigt, og der vil komme nye præparater, som vil forbedre prognosen. Danske sygehuse deltager i kliniske forsøg for at finde frem til nye, effektive behandlinger.

Hvad kan man selv gøre for at forebygge tilbagefald?

Der er ikke voldsomt meget, man som patienten kan gøre for at modvirke tilbagefald, udover at følge den behandling som blev tilbudt efter operationen. Det har dog vist sig, at livsstilsfaktorer som motion og alkohol påvirker prognosen. Desuden påvirkes prognosen af kropsvægten, og man bør derfor undgå kraftig overvægt. Man skal gerne motionere regelmæssigt, for eksempel en halv time dagligt (en cykeltur eller en rask gåtur er nok), og så skal man undgå større mængder alkohol. Man anbefaler højst en genstand dagligt.

Man bør desuden være opmærksom på symptomer på tilbagefald som beskrevet tidligere.

Der er ikke nogen undersøgelser, der har vist, at kosttilskud, naturmedicin eller diæter kan forebygge risikoen for tilbagefald.

Links

Ønsker man yderligere oplysninger om brystkræft, henvises til

Dansk Brystkræft OrganisationogBrystkræftgruppen (Kræftens Bekæmpelse)

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.