Jeg er en mand på 31 år. I en 2-ugers periode primo august 1998 dyrkede jeg dagligt cirka 3 timers golf og tennis (ialt, og uden at jeg var vant til at dyrke disse sportsgrene). Jeg begyndte at mærke smerter på indersiden af albuen efter 12-14 dages golf og tennis. Jeg opsøgte da min egen læge, som stillede diagnosen golfalbue. Smerterne er stort set uforandrede (lille bedring) i dag 9 måneder efter "skaden". Behandlingen i disse 9 måneder har stået på 5-6 binyrebarkhormon-indsprøjtninger, fysioterapibehandlinger (ultralyd, massage og øvelser) og akupunktur. Alle disse behandlingsformer har stort set været nytteløse, og svaret til mig er nu: Du må lære at leve med smerterne! Jeg er selvfølgelig frustreret over denne melding og kontakter derfor NETDOKTOREN i håb om at I har et forslag til, hvad der muligvis kunne hjælpe mig af med smerterne på indersiden af albuen lokaliseret til stedet på/ved knoglen, især set fra underarmssiden.
Kan det virkelig passe, at behandlingsmulighederne er udtømte (min læge fraråder operation)?
Skal jeg "bare" lære at leve med smerterne (som eksempelvis kommer hver gang jeg åbner en dør, der binder lidt, eller hvis jeg skal klemme om noget)?
Vil smerterne aldrig forsvinde?
Hvordan er erfaringerne med sådanne golfalbuer (tennisalbuer) mht. skadens helingstid?
Jeg håber, at I kan svare på mine spørgsmål, og jeg vil i givet fald være Jer dybt taknemmelige.
Venlig hilsen og på forhånd tak!