Svar:
Kære L
De øverste ribben "mødes" og sidder fast inde ved brystbenet, hvorimod de nederste ribben "stritter mere fremad" og har en fri kant. Der kan være lidt forskelle i hvor meget og hvor lidt de nederste ribben peger fremad, men ikke det store. De nederste ribben ses faktisk altid meget tydeligt hos de fleste mennesker. Jo slankere man er, jo tydeligere ses de, men selv hos relativt kraftige mennesker ses de.
Huden og underhuden (med mere eller mindre fedt i) ligger altid meget løs henover ribbenene, og man kan ligesom "tage fat i den" og løfte den "op". Jeg tror således ikke, at du er spor unormal.
Det vil ikke være nogen god idé at begynde at fjerne eller presse ribbene ind. Ribbenene skal beskytte dine indre organer, og n del muskler sidder fast på dem. Der findes nogle enkelte situationer, hvor brystkassen er meget deform, hvor man tilbyder operation, men der er tale om helt helt andre situationer end det, du taler om.
Det er klart, at man som ung pige gerne vil se godt ud, men hvem siger, at dine ribben er mere unormale end de andre pigers? Er det de andre eller dig selv? Er der i virkeligheden forskel, eller er det bare noget du synes? Jeg tror du er ganske normalt bygget, og jeg synes du skal fokusere på dit samlede værd.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædkirurgi og idræt