Kære Netdoktor
Jeg har nu i 1½ år haft seneskedehindebetændelse, som har udviklet sig til tennisalbue.
Tilstanden er både på højre og venstre håndled og arm. I begyndelsen havde jeg smerter i højre håndled, hvilket muligvis kom som følge af nogle af de arbejdsstillinger, jeg har som tandklinikassistent. Jeg har været sygemeldt i et par måneder nu, fordi jeg til sidst ikke kunne løfte mine arme og havde store smerter.
Tilstanden er blevet bedre, men jeg har stadig smerter. Jeg har forsøgt med håndleds-skinne, akupunktur, massage, fysioterapi og chokbølger. Chokbølgerne virkede bedst, men nu mærker jeg ikke bedring længere, og jeg må ikke træne, fordi jeg overbelaster håndled og arm og får enormt ondt af dette.
Er det stadig ro, der skal til, eller skal jeg leve med det? Min læge har ikke gjort andet end at kontrollere og bede mig holde mig i ro. Nu er der snart gået tre måneder, og jeg savner mit arbejde. Skal jeg bede min læge om at blive henvist til en specialist?
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Jeg synes, at du skal bede om henvisning til en specialist for at sikre, at diagnosen er rigtig.
Hvis det er tennisalbue , findes der desværre ikke nogen rigtig god behandling. Lægen kan eventuelt give dig en blokade med indsprøjtning af binyrebark-hormon, og efterfølgende skal armen hvile.
Der er som sådan ingen grund til fortsat at bruge en masse penge på de ting, du har prøvet. Det vigtigste er, at du ikke belaster armen. Det er især vigtigt, at du ikke arbejder med armen ud fra kroppen. Og du må ikke løfte selv de letteste ting med armene væk fra kroppen.
De fleste bliver symptomfrie over tid, hvis de følger disse råd.
Skinnebehandling kan måske hjælpe, hvis du har seneskedehindebetændelse , men næppe på selve tennisalbuen.
Med venlig hilsen
Hans Gad
Speciallæge i idrætskirurgi