Brystkræft: Læger og patienter har brug for et fælles sprog

Behandlingsforløb for brystkræftpatienter er blevet mere komplekse, og ressourcesvage patienter har svært ved at følge med. Patientuddannelse er en forudsætning for at sikre større lighed, mener overlæge Ann Søegaard Knoop.

I 'gamle dage' – dvs. indtil for omkring 40 år siden – skulle brystet fjernes, når en patient fik brystkræft. Dengang var mastektomi den eneste effektive behandlingsmetode til rådighed.

I dag får seks ud af ti patienter i stedet en brystbevarende operation, og det skyldes, at der findes langt bedre mulighed for både forebyggende behandling og efterbehandling.

De mest ressourcestærke patienter med et godt netværk magter de lange udredningsforløb med ventetider, scanninger, vævsprøver, information om plan og eventuel deltagelse i forskningsprojekter. Og at forholde sig til flere forskellige læger undervejs.

De mindst ressourcestærke oplever ofte ikke at være blevet klædt på til på et oplyst grundlag at kunne give informeret samtykke vedrørende deres forløb og slet ikke til at kunne deltage i komplekse forskningsprojekter.

Lighed i kræftbehandling

På konferencen ‘Kræftdag 2020’ d. 3. september satte Dagens Medicin og Netdoktor fokus på ulighed i kræftbehandlingen i Danmark for at sprede ny viden og engagere til en debat om, hvordan sundhedsvæsenet kan sikre, at alle kræftramte bliver tilbudt den bedste behandling.

Patientskoler kan sikre fælles sprog

På konferencen 'Kræftdag 2020' præsenterede overlæge Ann Søegaard Knoop, leder af klinisk forskningsenhed på Rigshospitalet, i sit oplæg uligheden sort på hvidt.

Helt tæt på, kunne jeg godt tænke mig, at der var meget mere patientuddannelse, så man fik samme sprog tidligt i forløbet. Da jeg var ansat i Odense, havde vi patientskoler med forløb på 4-6 gange, hvor patienterne, der skulle eller havde været igennem kemoterapi, blev undervist i, hvad brystkræft var, hvad det gjorde ved dem, og hvad de kunne og skulle gøre. Alle hørte det samme, så vi fik samme sprog. Det gjorde stor forskel for forståelsen, sagde Ann Søegaard Knoop.

Hun har flere bud på, hvordan uligheden kan udlignes, så det ikke er de svageste patienter, der bliver ramt hårdest.

Udover undervisning skal vi også have mulighed for et mere fleksibelt og differentieret system. Når en patient får tilbagefald og kommer til mig, så har jeg reelt kun 15 minutter til selve samtalen, fordi jeg selv efterfølgende skal sidde og skrive det hele ind i den elektroniske journal og bestille diverse yderligere undersøgelser. Og jeg kan indimellem godt føle, at jeg lader patienterne gå hjem for uoplyste og for uafklarede, fordi jeg godt kan fornemme, at der er lang vej til en god fælles forståelse, sagde Ann Søegaard Knoop og fortsatte:

Havde der været mulighed for at booke en yderligere samtale et par dage efter med længere tid til rådighed, så kunne det efterfølgende behandlingsforløb måske være blevet lidt mere ukompliceret.

Nye behandlingsmetoder har betydet, at mens antallet af brystkræftpatienter er stigende, så er dødeligheden faldende. Den faldende dødelighed gennem de seneste 40 år skyldes hovedsageligt den forbedrede efterbehandling, med eksempelvis stråler, kemoterapi, antihormonbehandling, antistofbehandling og knoglebeskyttende medicin.

I tiltagende grad giver man i dag også behandling for at øge muligheden for en brystbevarende operation og mindre indgreb i armhulen.

Fastholdelse på arbejdsmarkedet

65.000 danske kvinder lever med eller har haft brystkræft, og mange af dem har mistet deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er et stort problem, mener både Ann Søegaard Knoop og Karen Sundbøll, formand for Dansk Brystkræft Organisation.

Det er et meget komplekst problem, som er svært at løse. Som patient er man optaget af at blive rask, og som behandler er fokus på at gøre patienten rask. Systemet har ikke fokus på på, hvilke konsekvenser behandlingen har efterfølgende. Det har patienten brug for hjælp til at håndtere, sagde Karen Sundbøll på konferencen.

Her efterlyste hun bl.a. en bedre sammenhæng i tiden efter behandlingen, hvor der langt tidligere bør være fokus på at fastholde patientens tilknytning til arbejdsmarkedet, uanset om det er muligt at arbejde én time om ugen eller hver anden dag.

Og så ønsker hun sig, at patienterne bogstavelig talt får en hjælpende hånd i det lange, opslidende forløb, der følger efter en brystkræftdiagnose.

Det er mange instanser, der skal skabes sammenhæng imellem i en periode, hvor dit hoved er helt fyldt med tanker. Der er brug for hjælp til at tale om, hvordan man kan imødegå angst, behov for skærmning eller kvalme. Måske har man brug for en psykolog eller bare at komme ud at gå nogle ture. Du er nødt til at have en at trække på, der står udenfor både behandlersystemet og det sociale system til at guide dig, siger Karen Sundbøll.

Sidst opdateret: 11.09.2020