Annonce

Døjer du også med hovedpine?

En bragende hovedpine kan være meget ubehagelig. I anledning af Migraine Awareness Week 2019 sætter vi fokus på tilstanden og de to typer af hovedpine, som rammer flest danskere.

Et trykkende bånd om hovedet, en dunkende fornemmelse i panden eller en ubehagelig smerte fra nakken. Du kender måske symptomerne? Det er hovedpinen, der kommer snigende, og den kan være meget generende og ikke mindst ubehagelig, mens den står på.

Hver tredje søger læge

Der findes forskellige typer af hovedpine, men specielt spændingshovedpine og migræne er udbredte i Danmark. Således har op mod 80 procent danskere haft spændingshovedpine på et tidspunkt i livet, mens hver tredje dansker er plaget af denne hovedpinetype flere gange om måneden. Omkring 640.000 danskere lider af migræne, og ifølge Migræne og Hovedpineforeningen menes migræne at være skyld i mere end 700.000 tabte arbejdsdage om året.

Hovedpine er altså en meget hyppig tilstand og årsag til, at mere end hver tredje dansker søger hjælp hos lægen. Ifølge Nationalt Videnscenter for Hovedpine er hovedpine dermed en af de mest almindelige former for smerter og desuden blandt de væsentligste årsager til sygdom og nedsat livskvalitet.

Kan ramme alle

Det skønnes at lidt flere kvinder end mænd oplever hovedpine. Uanset kan hovedpinesygdomme dog ramme alle på tværs af køn, alder og livsstil. Hovedpine kan være en sygdom, men den kan også være et symptom på anden sygdom eller tilstand. Hvordan man bedst kommer hovedpinen til livs afhænger derfor af, hvad der er den grundlæggende årsag til hovedpinen, samt hvilken type hovedpine man er ramt af. Vi har samlet og lavet en kort beskrivelse af de to mest udbredte hovedpineformer herhjemme nedenfor.

De 2 hyppigste hovedpineformer

Spændingshovedpine

Spændingshovedpine er den mest almindelige form for hovedpine. Betegnelsen dækker over 200 forskellige typer af hovedpine, der i tre ud af fire tilfælde opstår på grund af ømme muskler. Ofte er det en uhensigtsmæssig arbejdsstilling, der gør, at man spænder op i nakke, kæbe og skuldre. Spændingerne kan dog også opstå på grund af psykiske spændinger, som eksempelvis stress. Ofte kan man selv gøre en række ting for at blive spændingshovedpinen kvit, ligesom små mængder smertestillende håndkøbsmedicin typisk vil hjælpe på smerterne.

Læs mere om spændingshovedpine

Migræne

Hvis man lider af migræne, rammes man af anfald med dunkende hovedpine, der varer mellem et par timer til tre døgn. Her får man typisk også kvalme og kaster op. Man bliver desuden ofte overfølsom overfor udefrakommende påvirkning, som for eksempel lys og lyd. Ofte vil personer, der er ramt af migræne, derfor søge hvile i et stille, mørkt rum. Behandling af migræne er ofte en kombination af ikke-medicinsk behandling, medicinsk behandling og forebyggende behandling.

Læs mere om migræne og behandling

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Migræne og Hovedpineforeningen, Nationalt videnscenter for hovedpine og Netdoktors artikler: Migræne og Spændingshovedpine

Sidst opdateret: 02.09.2019

Annonce