Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

"Nej, jeg kan ikke bare tage en Panodil"

For Natali har der været lang vej til diagnosen migræne, og hun er ofte blevet mødt af manglende forståelse for, hvor meget tilstanden påvirker hende.


Offentliggjort: 1. September 2023

Nyhedsbrev om migræne

Denne artikel er en del af Netdoktors nyhedsbrev om migræne. Netdoktor har også andre nyhedsbreve, f.eks. om type 2-diabetes og et med generelle sundhedsnyheder.

Se udvalget af nyhedsbreve og meld dig til her.

  • Det kommer meget ud af det blå. Jeg begynder at være øm i den venstre side af mit hoved, og så kommer der sådan en dunken i min tinding og hen imod mit øje. Det udvikler jeg gradvist og gør mere og mere ondt til det dunker i hele den ene side af hovedet og øjet især.

Sådan beskriver 20-årige Natali den migræne, som hun har lidt af, siden hun var omkring 15 år. I starten vidste hun dog ikke, at det var migræne. Anfaldene har hun en til to gange om ugen i snit, og det har taget i alt tre år at finde frem til diagnosen migræne.

Manglende forståelse fra job og skole

Da Natali først begynder at få hovedpine, bliver det hurtigt klart for hende, at hun ikke kan gøre meget ved anfaldene. Hun oplever, at omgivelserne har svært ved at forstå, hvor meget hovedpinen påvirker hende.

  • Jeg kan huske, at der var en episode på mit gamle arbejde, hvor min chef sagde til mig: “Hvis du kan, så prøv lige at holde ud.” eller “Kan du ikke bare tage en Panodil?” Jeg tænkte: “Du forstår det virkelig ikke. Du forstår ikke, hvor seriøst det er”, siger hun og fortsætter:
  • Jeg kunne prøve at tage to Panodiler og en Ipren, men det dulmede det kun. Anfaldene startede om aftenen og varede helt til næste eftermiddag, og det hjalp kun at lægge mig i et mørkt rum og sove, til anfaldet var ovre.

Lang vej til diagnose

Natali bliver kaldt til fraværssamtaler på studiet, fordi hovedpinen gør det svært at passe timerne og at nå afleveringerne. På et tidspunkt bliver hovedpinen for meget for hende, og hun kontakter sin egen læge.

  • Lægen spurgte ind til smerterne og konkluderede så, at det måske var nakkespændinger. Han henviste mig til en fysioterapeut, som gav mig nogle øvelser. Jeg prøvede dem i et par måneder, men jeg følte faktisk, at de gjorde hovedpinen værre, så jeg blev jo bare mere frustreret. Det var af god vilje, at jeg blev sendt derhen, men det var ikke det, jeg havde brug for. Den periode var virkelig hård. Man bliver så mentalt drænet af at have det så dårligt, fortæller hun.

Bliver henvist til neurolog

Efter det fejlslagne forsøg går der en måneds tid, inden Natali igen opsøger sin læge. Hun holder på, at det simpelthen ikke kan være nakkesmerter. Lægen har en mistanke om, at det kan være migræne og sender hende videre til udredning hos en neurolog.

  • Det føltes godt at komme til neurolog, for det føltes, som om der endelig var en, der lyttede til mig. Han stillede spørgsmål til hovedpinen: Hvor hyppigt den kommer, hvordan den føles, og han lavede forskellige arm- og synsøvelser for at se, om der var noget galt i kroppen. Det var der ikke, og jeg fik diagnosen migræne. Jeg fik også en recept på noget anfaldsmedicin, sumatriptan, som jeg skulle prøve, fortæller Natali.

Bedre, men ikke helt godt

Anfaldsmedicinen har hjulpet noget, men hun har desværre fået bivirkninger i form af blandt åndenød, hurtig puls, kvalme og svimmelhed.

  • Det er endnu en irriterende faktor. Det at få det bedre på det ene punkt, men så få det dårligt på nogle andre punkter samtidig. Jeg håber, at jeg kan få noget medicin, som bare virker, når jeg skal tage det og ikke giver mig andre problemer.

Næste trin for Natali er at tale med neurologen om forebyggende migrænemedicin. Ud over at hun oplever bivirkninger af anfaldsmedicinen, er den heller ikke altid nok.

  • Jeg havde for nylig planer med nogle veninder om at tage ud, men aftenen inden begynder det at dunke ved det ene øje. Jeg prøver at tage mine piller og få lidt mad ned, men så går der en halv time, og så ligger jeg ude på toilettet og kaster op. Og så kan jeg ikke gøre andet end at lægge mig.

Det er nemmere, når der er papir på det

En af de vigtigste pointer for Natali at få igennem til andre er, hvor meget migræne påvirker personen, der lider af det. Hun har oplevet, at hun bliver taget mere seriøst, nu hvor der er ‘papir på migrænen’.

  • Det er som om, at før du har papir på det, så tror folk ikke på det. Nu, hvor jeg har papir på det, så er jeg villig til at sige: “Jeg har papir på det, hvis du ikke tror mig”. Og det har hjulpet mig en hel del bare at få den diagnose.

Fik du læst?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons