Fantomsmerter - hvor kommer de fra?


Personer, som har fået amputeret en arm eller et ben, kan opleve smerter, som lader til at komme fra den kropsdel, der ikke længere er der. Smerterne kan opstå af tre forskellige årsager.

1. Overskårne nerver

Når en arm amputeres, bliver nervetrådene skåret over og kan derefter skabe problemer ved at sende tilfældige signaler, fordi de ikke længere bliver aktiveret ved, at armen og hånden rører ved ting, registrerer tryk, temperatur og så videre. Signalerne vil blive opfattet som smerte, når de kommer til hjernen, og det kan gøre frygteligt ondt.

2. Forældede hjerneceller

I hjernen er der et område, der er dedikeret til at styre hver del af kroppen, og det område, som tidligere styrede armen, vil efter en amputation begynde at blive brugt til andre funktioner. Ofte vil der dog stadig være nogle få “forældede” hjerneceller tilbage, som hører til den manglende arm, og de kan blive aktiveret, igen med stærke smerter til følge.

3. Signalstoffer i rygmarven

I rygmarven mødes nerveender fra hjernen med nerveender, som går ud til musklerne. I mødestedet mellem de to nerveender begynder nerverne at udsende alt for meget af det signalstof, som cellerne normalt bruger til at kommunikere med, og det får nervecellerne til at blive alt for følsomme og får dem til at reagere på de mindste ting.

Læs også: Sådan er nervesystemet opbygget

Sådan behandles fantomsmerter

Det er muligt at behandle fantomsmerter på forskellige måder. Medicinsk behandling kan bestå af antidepressiv medicin, epilepsimedicin, morfinpræparater eller typisk en kombination af alle tre. Andre behandlingsformer er akupunktur og elektrisk stimulation af huden eller af rygmarven på det sted, hvor nerver til den manglende kropsdel udgår.

FÅ FLERE NYHEDER OM SUNDHED HER!



Kilder: Illustreret Videnskab og Kræftens bekæmpelse

Sidst opdateret: 12.09.2016