Solcreme fra sidste år kan godt bruges, men du bør være opmærksom på, om den er udløbet og om den skiller, lugter eller har ændret farve.
Nu er solen for alvor kommet frem, UV-indekset er steget og mange er begyndt at få røde kinder. Det er derfor på tide at bruge solcreme. Du behøver dog ikke nødvendigvis gå ud og købe en ny solcreme, for hvis du har en tube stående fra sidste år, kan du højst sandsynligt stadig bruge den.
Forbrugerrådet Tænk har testet effekten af solcreme, der har ligget fra sidste sommer. Efter at have haft den liggende et år i åben tilstand, kunne de konkludere, at beskyttelsen var næsten lige så god som året før.
Solcreme kan dog godt blive for gammel. Den kan blive harsk og bakteriefyldt, så du bør ikke bruge den helt ukritisk.
Læs også: 5 myter om solcreme
Du skal være opmærksom på at tjekke holdbarhedsdatoen. Hvis den er overskredet, kan man ikke gå ud fra, at cremen beskytter i samme grad som faktortallet angiver. Hvis solcremen er uåbnet holder den sig typisk to til tre år. I åbnet tilstand kan den som udgangspunkt holde sig 12 måneder.
Vær opmærksom på om solcremen har sin normale farve og normale konsistens, og prøv ligeledes at lugte til den. Hvis den har skiftet farve, skiller eller lugter unormalt, bør du smide den ud.
Solcreme holder sig bedst ved stuetemperatur. Derfor er der større risiko for, at den bliver dårlig, hvis den ligger og bager i solen. Hvis du har den med på stranden, kan du derfor med fordel lægge den i skyggen eller under et håndklæde for at sikre dig, at den holder længst muligt.
Hvis solcremen fra sidste år ikke ser mistænkelig ud eller lugter, vil den med stor sandsynlighed beskytte med samme effekt som tidligere, og du kan altså med god samvittighed bruge resten i år. For at opnå optimal beskyttelse bør du dog være opmærksom på at smøre dig grundigt ind. Mange danskere bruger nemlig for lidt solcreme. Som hovedregel bør huden være fedtet, efter du har smurt dig ind. Det anbefales derfor, at voksne bruger, hvad der svarer til en håndfuld solcreme, når kroppen skal smøres ind.
Du bør smøre dig ind cirka et kvarter før, du går ud i solen og desuden være opmærksom på, at effekten af cremen falder i løbet af dagen. Derfor kan du med fordel smøre dig ind flere gange i løbet af dagen - især hvis du har været ude at bade eller har svedt i længere tid.
Læs også: Sådan beskytter du dig bedst i solen
Få flere nyheder om sundhed her
Kilder:Forbrugerrådet Tænk og Kræftens Bekæmpelse
Sidst opdateret: 22.05.2023