Annonce

Kroniske smerter anerkendes som sygdom

Kroniske smerter bliver nu klassificeret som en selvstændig diagnose af WHO. Det kan føre til mere fokus på behandling af smerterne.

Kroniske smerter har hidtil kun været klassificeret som en tilstand, der kan være symptom på en sygdom. Det ændrer sig her i maj, hvor verdenssundhedsorganisationen, WHO, tilføjer kroniske smerter til deres oversigt over anerkendte sygdomme.

Anerkendelsen af kroniske smerter som en sygdom kan føre til en bedre og mere målrettet behandling på området, og det kan få betydning for en stor andel af danskerne. 25 procent af den voksne befolkning i Danmark oplever nemlig i større eller mindre grad kroniske smerter.

Professor og forsker i nervesmerter Nanna Brix Finnerup fra Institut for Klinisk Medicin og Dansk Smerteforskningscenter pointerer, at det kan få betydning for lægernes praksis:

- Den rette behandling kræver den rette klassifikation. Og nu skal læger fremover i højere grad have fokus på behandling af nervesmerter og give andre former for medicin end de klassiske smertestillende som Ipren og Pamol, der ikke virker på nervesystemet.

Hvad er kroniske smerter?

Man betegner almindeligvis smerter for kroniske, når de har varet over seks måneder. De kan i nogle tilfælde gå væk igen, mens de i andre tilfælde kan fortsætte resten af livet.

Kroniske smerter kan føles forskelligt afhængigt af årsagen, hvor de sidder og af den psykiske tilstand. De kan opstå alle steder i kroppen, men mest almindelige er ledsmerter(hofte, knæ), rygsmerter og smerter i skulder og nakke. I nogle tilfælde er der en tydelig årsag til smerterne, som eksempelvis slidgigt. Det er dog ikke altid, at man kan finde en skade, som er gået forud for smerterne.

Læs mere om kroniske smerter

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Aarhus Universitet, Sundhedsstyrelsen og Netdoktors egen artikel: kroniske smerter

Sidst opdateret: 29.04.2019

Annonce