Ny hjemmeside skal hjælpe folk med kroniske smerter

Hvis du døjer med kroniske smerter i kroppen, så er der nu hjælp på vej til dig. Den nye hjemmeside smerteinfo.dk skal nemlig hjælpe personer med kroniske smerter med viden og gode råd.

Smerter er som regel tegn på, at noget er galt. Et faresignal. Som regel går de hurtigt over igen, når man reagerer og bliver rask. Men hos op mod 1,3 millioner danskere forsvinder smerterne ikke. De lider nemlig af kroniske smerter.

Det er meget frustrerende at lide af kroniske smerter, for ofte kan det ikke ses. Mange lider under, at deres omgangskreds ikke forstår dem, fortæller Gitte Handberg, der er specialeansvarlig overlæge ved Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital.

Nu skal en ny hjemmeside, smerteinfo.dk, hjælpe denne gruppe mennesker. Hjemmesiden blev lanceret 1. oktober. Den er udviklet af Smertecenter Syd med støtte fra Tryghedsfonden og Sundheds- og Ældreministeriet. Både fagpersoner og smertepatienter har været med til at udvikle hjemmesiden.

Læs også: Kroniske smerter anerkendes som sygdom

Pålidelig viden og gode råd

Den nye hjemmeside skal hjælpe personer, der lider af kroniske smerter, med viden og gode råd.

Ifølge Gitte Handberg tyer mange mennesker til internettet, når de skal finde information om deres smerter. Og det kan være problematisk, fordi der findes så meget misinformation:

- På landets smertecentre kan man lære, at der ved kroniske smerter som regel ikke er fare på færde – smerterne er falsk alarm. Man lærer at forstå sin krop og blive bedre venner med den. Man lærer, at man kan indrette sig med kroniske smerter, så smerterne ikke fylder alt, og man lærer mange tips og tricks til at klare hverdagen bedre. Men desværre har vi i øjeblikket lang ventetid, og det må ikke blive en flaskehals for saglig information, siger hun.

Det er altså en af hjemmesidens vigtigste opgaver at sikre, at der er pålidelig viden tilgængelig, og at man kan få gode råd, der virker.

Du kan finde hjemmesiden her.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Smerteinfo.dk

Sidst opdateret: 07.10.2020