Kære Netdoktor
Jeg har været sammen med den samme mand i ca. 15 år, vi har boet sammen lidt over 10 år.
Vi har haft vores op og ned ture. Den hel store nedtur fik vi for 8 år sidden. Min mand blev fritstillet fra sit job og gik helt ned i kulkælderen. Han kunne ikke overskue at aflevere vores 1. søn i dagplejen, han gjorde ikke sit for at han fik dagpengene og derfor røg vi ud i en økonomisk krise. Han kørte på mig, med at det var min skyld hvis regningerne ikke var betalt, hvergang vi havde en diskussion fik han altid vendt det (og gør det stadig) til at det var min skyld og han er offeret..
Jeg gik fuldstændig psysisk ned og brød sammen, den eneste grund til at jeg stadig gik på arbejde var for at flygte fra hjemmet, men havde meget ondt i maven hverdag.
Da vi kom ud af krisen og gerne ville havde nr.2 barn. Var det min skyld at der gik lang tid, fordi jeg aldrig havde lyst til samleje.. flere gange har han truet mig med at gå fra mig eller finde en at havde sex med hvis jeg ikke snart åbnede op for godte posen.
I dag har jeg så realiseret at han stadig påtager sig offerrollen, skubber alt ansvar fra sig “for det er nemmere”. Jeg har en hel tjekliste jeg skal igennem bare for at kunne gå på arbejde i en weekendt og han skal sidde hjemme med børne. Jeg står for alt i hjemmet, fra madlavning, regninger, rengøring, tøj vask, møder med skolen og børnehave (tit alene).
Han har ydmyget mig foran min familie, taler grimt om min familie til mig, når vi ikke er sammen med dem. Er bange for at der ikke vil ske en ændring før jeg forlader ham, hvilke er utrolig svært. Hans baggrund er at han har været enormt omsorgs svigtet som barn og har en masse sorg i sin rygsæk. Han vil ikke havde hjælp, heller ikke til at vores forhold kan blive bedere. For han er jo klog og kender alle svarende.
Nu er det så ved at gå udover børnene. De vil gerne være sammen. Med far men kan ikke se nogen anden vej end at sætte sig op hos ham, når han sidder og spiller pc (hvilket han altid gør), men kan sidde stille så bliver han sur. Nu er de så bange for at skulle gøre ham sur...
Han kan sagtens reperationer, hjælpe med at slå græs osv. hos hans venner.. men her hjemme er han en helt anden person der bare sidder foran sin computer hver dag.
Mit spørgsmål:
Er jeg blevet udsat for psysisk vold igennem alle årene? (dette skete også inden vores krise).
Er jeg blevet udsat for sexuelt overgreb?? Jeg mener jeg gik jo med til det fordi jeg var presset ikke fordi jeg havde lyst. Men er så meget i tvivl..
Er jeg bare helt galt på det?
Vil virkelig gerne høre hvad jeres tanker.
Ved ikke helt hvilket ben jeg skal stå på.
Med venlig hilsen
En Spørger