Spørgsmål: Hvad skal jeg gøre, når min religion begrænser mit liv og gør mig ulykkelig?

Kære Spørger,

Det er med stor medfølelse, at jeg har læst dit brev, fordi jeg forstår, at du lider og ikke får nogen form for forståelse fra dine nærmeste. Derfor er det rigtig godt, at du skriver dette brev helt anonymt, hvor du ikke risikerer at blive latterliggjort eller ikke taget alvorligt.

Allerførst vil jeg sige til dig, at du ikke har nogen depression, men at du reagerer helt sundt på, at dine forældre nærmest holder dig i et fængsel. Du får ikke lov til at leve et liv som dine jævnaldrende på grund af dine forældres meget strenge religiøse holdninger, og derfor er det fuldt forståeligt, at du føler dig isoleret, ensom og selvmordstruet.

Du tør ikke tale med nogen om, hvordan du har det inderst inde, men det er alt for svært at gå alene med de tanker, du har. Dine forældre handler nok så godt, de kan, i forhold til deres religion og giver dig også på nogle områder omsorg. Men det er meget vigtigt, at du på en eller anden måde får fortalt dem, hvordan du går og har det. Det kan du nok ikke gøre uden, at der er nogen, der hjælper dig med det. Jeg har følgende forslag:

1) Du kan ringe til ”Børnetelefonen”, tlf.nr.: 116 111, hvor du kan tale med et menneske, som du kan betro dig til og spørge til råds. Det er helt anonymt, og det kunne være en støtte for dig, så du kunne få mod til at tale med dine forældre. Der er jo mange oplysninger om dit liv, som jeg mangler, for at kunne give dig de rette råd, men i en samtale kan du bedre uddybe din situation.

2) Du kan tale med en voksen på din skole - enten en lærer, du har tillid til, skolens psykolog, skolesekretær eller en anden, som du fortæller, hvor ulykkelig du føler dig. Muligvis kunne denne voksne hjælpe dig til at få en samtale med dine forældre, hvor du kan fortælle dem, hvordan du går og har det. Det er vigtigt, at dine forældre lytter til dig, og med støtte af f.eks. en psykolog kan I lægge en plan for, hvordan du kan få det bedre. I sådan en samtale kunne I også komme ind på, om du efter afsluttet 9. Kl. kunne komme på en efterskole, så du kunne føle noget mere frihed og frigøre dig fra dine forældres stærke kontrol af dit liv.

Det er da dejligt for dig, at du kender en pige, du godt kan lide. Det vil sikkert være rigtig vigtigt for dig, at du fortsætter din kontakt med hende. Men det er jo ikke så rart at skulle lyve overfor dine forældre, når du er sammen med hende. Det kræver mod af dig at fortælle dine forældre, at du kender denne pige, som du gerne vil se engang imellem.

Er dine søskende underlagt samme form for kontrol, og ville du kunne tale med dem om, hvordan de klarer at have socialt samvær med jævnaldrende?

Når du først får taget hul på din følelse af isolation og får fortalt andre, således som jeg har foreslået, vil du nok opleve, at det ikke er så håbløst, som du synes nu, hvor du går helt alene med det. Det vil være meget lærerigt for dig at henvende dig til andre, og du vil bestemt opleve, at der er hjælp at hente. Du vil forhåbentlig også opleve, at med lidt hjælp udefra, kan du komme i kontakt med dine forældre, der jo sikkert ønsker det bedste for dig - men at de indtil nu ikke har været opmærksomme på, at du har det så dårligt.

Så jeg ønsker dig mod og styrke til at få talt med andre om dine vanskeligheder.

Kærlig hilsen,

Birgitte Winkel

Samlivsterapeut og socialrådgiver

---