Kære Netdoktor
Jeg er i en situation i mit liv, hvor alle omkring mig er i fuld gang med deres liv, og jeg står bare på sidelinjen og kigger på, ude af stand til at gøre noget.
Da jeg var 17 år og gik i gymnasiet, var der flere ting, der kollapsede for mig. En at tingene var, at min alkoholiske far var rejst til den anden ende af landet, hvor han lå i konstant druk uden at lade høre fra sig i månedsvis. En anden ting, som var dråben, der fik bægeret til at flyde over, var et brud med en kæreste, som var interesseret i en anden pige. Det gav et knæk på min i forvejen tyndslidte selvtillid, som han havde slidt godt på, i den tid vi var sammen.
Jeg græd og græd og kunne ingenting. Jeg sov dårligt og lå og så fjernsyn hele dagen uden at rejse mig fra sengen. Efter flere måneder tog jeg til lægen, som syntes, jeg skulle starte på noget medicin og gå til psykolog.
Jeg begyndte på begge dele. Det var, som om det gav mig styrke til at afslutte gymnasiet, men derefter er det bare gået ned af bakke. Jeg er handlingslammet. Hvis det står til mig, skal jeg være alene hele dagen, leve af lidt slik og ikke bevæge mig udenfor en dør. Jeg tvinger sommetider mig selv til at handle med min mor for at komme ud. Jeg er dog rædselsslagen for at møde nogle, jeg kender, eller i det hele taget hvad folk tænker om mig.
Jeg føler mig helt forkert. Jeg får hjertebanken og sveder, enkelte gange bliver jeg svimmel, og jeg har det, som om jeg skal besvime. Jeg har det i bund og grund forfærdeligt med mig selv. De få veninder jeg har tilbage, ses jeg sjældent med og kun hjemme ved mig og kun af ren og skær dårlig samvittighed. Jeg har slet ikke lyst til at være sammen med andre. Jeg har kun lyst til at være alene.
Mine veninder har kærester, flytter hjemmefra, starter studier - og her sidder jeg, stadig hjemme ved mor, helst arbejdsløs og i min seng, så jeg kan sove dagen væk.
Jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal gå, for jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg kan lide. For jeg kan ikke lide noget som helst. Jeg lever af slik og søde sager, fordi jeg ikke har lyst til noget almindeligt mad længere. Jeg kan snildt sove 12-15 timer i døgnet. Jeg føler ikke, at psykologerne kan hjælpe mig, jeg kan sagtens se logikken i det, de siger og foreslår mig at gøre. Det ændrer desværre bare ikke på, hvordan det hele føles og ses fra mit synspunkt: Jeg er en håbløs fiasko, og jeg kan ikke se mig ud af det. Er jeg nødt til at lære at leve med, at der ikke er noget, jeg finder sjovt, godt eller dejligt? Eller at jeg ikke tør gå udenfor en dør og nyde livet, som andre unge gør? Jeg spilder jo bare mit liv.
Med venlig hilsen
En Spørger