Kære Spørger,
Du skriver, at du gennem flere år har lidt af udtalt generthed. Dette i en sådan grad, at det faktisk er invaliderende for dig og bla. afholder dig fra at søge din praktiserende læge for hjælp til dit problem. Du spørger, om der er et sted du kan henvende dig uden først at skulle til din praktiserende læge.
Ud fra din beskrivelse af problemet, er der næppe tvivl om, at du lider af social fobi. Social fobi betyder at man oplever angst-symptomer i sociale situationer, og sommetider blot ved tanken om sociale situationer.
Emnet er behandlet tidligere på www.netdoktor.dk, se http://www.netdoktor.dk/brevkasser/arkiv/200123.htm
For at svare på dit spørgsmål om der findes et sted du kan henvende dig, uden først at skulle til din praktiserende læge: Ja, sådan et sted findes, og du sidder og ser på det! Jeg refererer her naturligvis til www.netdoktor.dk.
Ellers er svaret lidt afhængig af, hvor i Danmark du bor. Eksempelvis starter et gratis behandlingstilbud til patienter som dig på psykologisk institut i Århus (se: http://www.angstforeningen.dk/arrangementer.htm ) Måske er der en studenterrådgivning i den by du bor. Her kan du henvende dig (evt. telefonisk) uden først at skulle til din praktiserende læge. Men også her, vil du jo naturligvis før eller siden komme i en situation af social karakter, hvilket er meget svært for dig.
Hvis du skal i medicinsk behandling eller henvises til en psykolog eller speciallæge i psykiatri, er der nok ingen vej udenom først at skulle til din praktiserende læge, medmindre du som selvbetalende henvender dig direkte til en psykolog eller speciallæge i psykiatri.
Social fobi er en tilstand, der i de fleste tilfælde kan behandles med godt resultat. Når man er så invalideret som du, har man virkelig meget at vinde ved at komme i behandling, så alene ud fra den betragtning synes jeg klart, at du bør henvende dig til din praktiserende læge så du kan påbegynde et behandlingsforløb.
Jeg anerkender, at dette kan synes næsten umuligt for dig, men husk på, at hvis du ikke kommer igang, er der risiko for, at tilstanden varer ved og i udtalt grad forhindrer dig i at leve den tilværelse du fortjener.
Med ønsket om alt godt fremover
Hans Mørch Jensen
Speciallæge i psykiatri.