Kære Netdokter
Jeg skriver fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal få det bedre med mig selv og verden. Mit problem er at jeg ikke kan styre mit humør.
Jeg er 20 år og de sidste 7 år af mit liv har jeg i lange perioder været meget deprimeret. Det startede med at jeg ikke syntes der var noget ved tilværelsen og begyndte at bekymre over al verdens dårligdom. Småting kunne slå mig ud, og jeg tænkte meget over alting. Det påvirkede mig, hvis folk omkring mig havde det dårligt, og jeg kunne blive helt slået ud over TV avisen. Jeg føler at jeg ikke rigtig kan leve mig ind i den verden jeg var en del af og har tit ondt i hovedet, søvnbesvær og græder når ingen ser mig.
I slutningen af 7. Klasse fik jeg også meget ondt i maven og blev indlagt på sygehus. Jeg havde det meget skidt på det tidspunkt, men det var ikke noget jeg snakkede om til nogen. Der blev aftalt at jeg skulle snakke med en psykolog der, men det satte jeg mig meget imod, fordi jeg jo ikke syntes jeg havde nogen rigtige problemer. Desuden er min mor selv psykolog og kender psykologerne i vores by, og jeg vidste det ville være ubehageligt for hende.
Jeg har af og til talt med min mor om hvordan jeg har det, men hun kan ikke rigtig sætte sig ind i det, og siger altid at de alle sammen er utrolig glade og stolte over mig.
Jeg har en tryg familie, og er selv det mange nok ville betegne som den perfekte datter.
Før i tiden var jeg god til at skjule når jeg havde det dårligt, men det bliver sværere. Siden jeg var 17 har jeg boet på en kostskole i udlandet væk fra min familie.
Her har mine venner af og til fanget mig når jeg var helt ude af den. Det har jeg det skidt med, især fordi jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg har det sådan. Jeg føler mig flov og ussel over det. Jeg har efterhånden også svært ved at finde ud af, hvem jeg egentlig er, fordi jeg ikke kan finde forbindelsen mellem pigen der kan alt og har alle muligheder og så hende der ikke engang tør vove sig uden for døren.
Jeg har en ret god selvdisciplin i forhold til skole, sport o.s.v. og bliver tit involveret i nogle store ting. Mine venner beundrer mig for det, og siger altid at jeg er stærk og kan klare alt. Selv føler jeg mig sårbar og usikker og kan ikke mere finde glæde i de ting jeg gør.
Siden februar i år er det gået helt galt og jeg føler ikke jeg har kræfter til at hive mig selv op igen.
Jeg bor nu med mine forældre og for første gang har min mor lagt mærke til at jeg er helt nede. Vi har snakket om medicin. Jeg er modstander af det og også bange for at tage kontakt til nogen der kan hjælpe mig eller min læge. Jeg har indset at jeg må gøre noget nu, for jeg kan snart ikke mere. Men hvad?