Kære netdoktor
Jeg har aldrig rigtig været sådan velfungerende rent psykologisk. En række oplevelser gennem min barndom har gjort, at jeg stadig svinger ud og ind af depression og selvforagt.
I dag, som 18-årig, føler jeg mig som et værre menneske end nogensinde. For når jeg føler mig utilstrækkelig og føler, at sandheden ikke er god nok, så lyver jeg. Og jeg er uhyggeligt god til det. Så god at jeg endnu aldrig har oplevet at blive taget i det. Jeg har i mange år kæmpet for at undertrykke mine følelser og sorger og jeg har opbygget en stærk facade som jeg kan fremsætte som jeg vil. Når nogen stiller mig et spørgsmål overvejer jeg aldrig, hvad det sande svar er, men svarer uden at være bevidst om det, det folk gerne vil høre eller det der får mig til at fremstå bedst muligt. Jeg gør det hele tiden og jeg gør det uden at tænke over det.
Men jeg har mistet kontrollen. Jeg kan ikke længere styre min facade og jeg føler mig som en kold umenneskelig skal. De løgne der startede som små og uskyldige er vokset gennem årene og for et par uger siden begik jeg mit livs fejltagelse. Jeg fortalte hele min omgangskreds inklusiv lærerne på min skole at jeg var dødeligt syg og at jeg skulle opereres med det samme. Derefter blev jeg på mit værelse i to uger og er altså netop kommet tilbage til hverdagen, hvor folk selvfølgelig møder mig med medlidenhed og stor støtte.
Jeg kan umuligt forklare hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var som om hele min samvittighed og forstand slog fra og jeg levede i denne forfærdelige løgn i flere uger uden på noget tidspunkt at have skrupler omkring det. Flere gange sad jeg i intime samtaler, fortalte detaljeret om indgrebet og græd ægte tårer. Jeg har ingen kontrol over det når jeg først kommer så langt ud. Så er det bare en rullende snebold.
Når jeg ser tilbage på de ting jeg lige har gjort føler jeg et enormt had til mig selv. Det er jo fuldstændig forfærdeligt at sige sådan noget. At udnytte folks tillid på den måde. Jeg er så frustreret og jeg føler mig så ussel, jeg har lyst til at dø. Men jeg kunne aldrig forlade min søster og mine forældre på den måde. Jeg tror de er de eneste i verden der holder af mig. Det ved jeg bare ikke om de ville gøre hvis de vidste hvad jeg har gjort.
Jeg kan ikke sove. Jeg har forsøgt hele aftenen, for jeg vil så gerne bare forsvinde, bare et øjeblik. Jeg har kvalme. Af dårlig samvittighed og af frygt for at det hele skal blive opdaget. Ingen af mine venner ville tale til mig, ledelsen på min skole, der har bedt om en lægeerklæring som jeg selvfølgelig ikke kan give dem, ville sandsynligvis smide mig ud og jeg ville virkelig skuffe min familie. Det ville altså ødelægge mit liv fuldstændig.
Jeg føler virkelig at jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan ikke mere, og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af alt det her rod. Hvem har nogensinde udvist sympati for en løgner? Jeg har aldrig følt så stort et selvhad. Alt er ødelagt og det er min egen skyld. Jeg ved ikke hvad jeg forventer af denne debattråd. Men jeg er så frustreret. Hjælp!