Kære Netdoktor
Jeg lyver! Jeg har løjet så langt jeg kan huske tilbage. Helt siden barndommen kan jeg huske episoder, hvor jeg har løjet. Det er kun inden for de seneste år, jeg er begyndt at se det som et problem. Jeg lyver af flere årsager. Som barn og teenager husker jeg det som en måde at gøre mig selv bedre, end hvad jeg selv følte, jeg var. Altså for at føle mig spændende og accepteret af mine jævnaldrende.
Jeg var/er bange for at gøre noget forkert. Selv de mindste ting. For eksempel hvis jeg ikke havde lavet lektier, sagde jeg, at de var lavet, og håbede på det bedste. Jeg husker ikke, at det er gået galt for mig, for jeg har altid kunnet snakke mig ud af tingene, hvis jeg er kommet i klemme på grund af en løgn. I sådanne tilfælde har jeg for det meste tilpasset løgnen til de virkelige fakta, som jeg blev stillet overfor af andre.
De senere år er det som om, at jeg kan lyve om alt og slippe af sted med det, og derfor er det for det meste bare det nemmeste at gøre. Jeg frygter, at jeg bliver efterladt eller set ned på, hvis jeg fortæller folk, at jeg har løjet. Løgnen er blevet en ond cirkel. De sidste år har min hukommelse svigtet mig. Jeg kan ikke huske datoer for begivenheder, jeg skal til. Samtaler, hvor jeg laver en aftale, forsvinder, indtil jeg bliver mindet om den igen, osv. Jeg frygter, at det kan hænge sammen med, at jeg lyver og ikke husker, hvad jeg har sagt tidligere.
Jeg har en kæreste og en søn på 17 måneder, og vi venter vores andet barn til april. Jeg elsker min kæreste, men alligevel lyver jeg for hende. Jeg lyver om ting, jeg har gjort, hvis jeg ved hun ikke synes om det. Det værste er, at jeg gør ting, selvom jeg ved hun bliver ked af det, hvis jeg gør det. Jeg har aldrig følt mig god nok eller ligeværdig med mine venner og familie. Det er ikke fordi jeg ikke får ros nok. Jeg har altid ligget lidt over middel i skolen, og jeg afsluttede min uddannelse med topkarakterer. Jeg har altid været dygtig til sport, og jeg har lavet frivilligt arbejde som træner i en sportsklub.
På mit arbejde er jeg meget selvstændig og klarer mit ansvar rigtig godt. Som familiefar får jeg også ros. Min kæreste elsker mig. Det er ofte hende, der roser mig. Jeg er perfektionistisk og vil gerne have, at alt ser godt ud. Jeg vil gerne gøre alle glade og være ham, som alle kan lide. Lider jeg af en personlighedsforstyrrelse? Og er der noget jeg kan gøre? Eller er jeg bare et skvat, som skal tage sig sammen?
Jeg ser frem til jeres svar og takker på forhånd for jeres tid.
Hilsen en spørger