Jeg er 30 år gammel, enlig mor til to dejlige piger. Jeg har det sidste 3/4 år skulle hjælpe min far på benene, efter at han er blevet alvorlig syg af at have drukket det meste af hans liv.
Det har været meget hårdt, fra den ene dag til den anden at skulle tage sig af sin far, som ellers altid har kunnet klare sig selv,men pludselig har fået en alkohol-demens. Jeg havde det på det tidspunkt ikke særllig godt, pga ensomhed og lukkethed. Jeg havde mange venner som kom til mig og hældte vand ud af ørerne, og jeg har altid været der, og kan lide at være der for alle andre, men når folk kommer til mig og spørger hvordan jeg har det, kan jeg kun sige til dem, at jeg har det dårligt. Jeg KAN IKKE fortælle andre hvordan jeg har det.
Pludselig fik jeg nok af andres problemer, (4 mdr siden) brød sammen, og kunne ikke en gang tage mig sammen og være der for min far, som er blevet endnu mere deprimeret.
Jeg er temmelig langt nede, jeg blev syg med lungebetændelse i marts måned, som udviklede sig til bylder på lungerne, blev indlagt og behandlet, og er stadigvæk i behandling.
Jeg har hele mit liv tænk så meget over, hvad jeg skal sige til folk, bare det at snakke om vejret er svært for mig, for mine tanker flyver afsted i hovedet på mig, at det interesserer sgu da ikke dem, så hold din kæft, siger jeg endelig noget, har jeg tænkt så meget over det, at det i mine tanker er kommet så langt ud, at jeg slet ikke kan være naturlig.
Hvordan får jeg styr på mine tanker? Jeg tænker alt for meget, analyserer alt.