Blodtryk - sådan forstår du det

Hvad er et normalt blodtryk?

Normalt blodtryk

Et normalt klinikblodtryk (dvs. blodtryk målt hos lægen eller lignende) er 120/80 mmHg (udtales 120 over 80). Hvis klinikblodtrykket er 140/90 mmHg eller højere, har man forhøjet blodtryk.

Blodtrykket kan godt være for lavt, men her er ikke nogen nedre grænse. Man siger, at blodtrykket er for lavt, hvis der kommer symptomer - typisk svimmelhed, sortnen for øjnene hvis man rejser sig for hurtigt eller besvimelse. Hvis ikke der er symptomer, så er blodtrykket ikke for lavt - uanset hvad det måles til.

Blodtrykket varierer hos alle mennesker fra dag til dag, også i løbet af dagen. Trykket er lavest ved hvile om natten. Når man anstrenger sig fysisk, stiger blodtrykket noget. Psykisk stress fører også til, at blodtrykket stiger. Dette er normale og forbigående stigninger, som ikke har nogen negative virkninger. På grund af disse variationer er det meget vigtigt, at blodtryk bliver målt, når man er afslappet og efter faste procedurer. Et blodtryk er derfor heller ikke højt, før det er målt for højt ved gentagne målinger.

Det er vigtigt at få målt sit blodtryk jævnligt – hos lægen eller hjemme -, da et forhøjet blodtryk ofte ikke kan mærkes, men øger risikoen for alvorlige sygdomme, som for eksempel hjertekrampe og blodpropper. Betydningen af blodtrykstallene afhænger af tilstedeværelse eller fravær af andre risikofaktorer for udvikling af hjertekarsygdom.

Blodtryk - det betyder værdierne

Når du har målt dit blodtryk, vil der komme tre forskellige tal frem på blodtryksmåleren:

  • systolisk tryk
  • diastolisk tryk
  • puls

Systolisk tryk

Det øverste tal er det høje blodtryk. Det kalder man også for det systoliske tryk. Det er det maksimale tryk, der er i en pulsåre, lige idet hjertet trækker sig sammen og presser blodet ud i pulsårerne. Dette tryk stiger typisk med alderen pga. øget stivhed af arterierne (pulsårerne).

Diastolisk tryk

Det nederste tal er det diastoliske tryk (hviletrykket). Det er det laveste tryk, som blodet udøver på pulsårens væg, når hjertet slapper af mellem to slag og blodet strømmer frit. Dette tryk aftager typisk lidt hos ældre ved stigende alder.

Pulsen

Det nederste tal viser pulsen. Hvis hvilepulsen er under 50, over 90, eller den er uregelmæssig, så bør man ved lejlighed tale med sin læge om det.

Annonce (læs videre nedenfor)

Sådan måler du dit blodtryk

Du kan selv måle dit blodtryk, hvis du har en blodtryksmåler i hjemmet. For at få den mest nøjagtige måling skal du:

  • måle dit blodtryk to gange om dagen, helst morgen og aften før indtag af mad og evt. medicin i 3-5 dage.
  • måle blodtrykket tre gange i træk med fem minutters mellemrum.
  • tage gennemsnittet af de tre målinger. Det giver det mest nøjagtige resultat.

Før måling af blodtryk

Netdoktors blodtryksguide

Læs Netdoktors guide til et godt blodtryk:

6 gode råd til et stabilt blodtryk

Sådan vælger du den rette blodtryksmåler

Læs mere om puls og blodtryk

  • Undgå at ryge i 30 minutter før du skal tage blodtrykket.
  • Hold dig i ro i 5-10 minutter, inden du måler dit blodtryk. Sid for eksempel i en behagelig stol med armlæn og undgå at lægge benene over kors.
  • Vælg den manchet, der passer til din arm. Den må hverken være for stor eller for lille.
  • Hav bare arme. Den arm, du vil måle på, skal være fri for tøj. Manchetten skal sidde direkte på huden.
  • Sæt manchetten nogle centimeter over din albue, så den sidder i samme højde, som dit hjerte. Den skal ikke sidde for stramt. Du kan teste det ved, at du uden problemer skal kunne sætte din finger op inde under manchetten, når den er lukket.
Annonce (læs videre nedenfor)

Under målingen af blodtryk

  • Du må ikke høre radio, se TV, tale eller bevæge dig, mens du måler blodtrykket.

  • Du skal sidde under målingen.

  • Placér din arm på et bord foran dig eller på et armlæn. Du kan eventuelt have en pude under armen, så armen er afslappet og er placeret i den rigtige højde.

  • Tryk på apparatets startknap og slap af. Du skal ikke foretage dig noget under selve målingen.

Efter målingen af blodtryk

  • Skriv de tre tal ned, som kommer frem på skærmen.

  • Mål dit blodtryk tre gange med fem minutters mellemrum.

Læs mere om BLODTRYK

Sidst opdateret: 13.08.2019