Min mand interesserer sig ikke for vores liv?

Spørgsmål

Hej Netdoktor

Jeg har et spørgsmål vedr min mand og jeg.

Vi har været sammen i 14 år og har 2 børn sammen på 11 og 12 år. Vores forhold går meget op og ned og især ned.

Vores to børn har igennem de sidste 4 år haft det svært, da de har autisme og angst. De er derfor været hjemme og blevet hjemmeundervist af mig. Vores søn på 12 er nu startet i skole på 15 timer om ugen og vores datter er hjemme og venter nyt skoletilbud. Jeg går hjemme med dem og der er nok at se til. Da de sover dårligt får jeg og underne til tider ikke meget søvn og de kan begge have dårlige dage, så jeg skal være på hele dagen.

Jeg blev for 9 mdr opereret i ryggen og har derefter haft mange nervesmerter og alm smerter som forhindre mig i nogle ting og de ting jeg skal lave går lidt langsommere. Det går dog fint med at hjælpe dem og klare de ting herhjemme.

Min mand arbejder fra kl. 3 om natter til kl 10 om formiddagen. Han går i seng hver dag kl. 7 og sover til kl. 2.30 og sover igen om formiddagen fra kl. 11-15. Når han så står op sidder han på sofaen med mobil, ser film eller spiller PC.

Jeg laver alt herhjemme, undtager en gang om uge laver han mad. Jeg skal holde styr på alt med ungerne, alle aftaler omkring dem, alt omkring vores økonomi, altså alt. Vi har mange gange været uvenner, da jeg synes han skal hjælpe til. Men hans begrundelse er, at han går på arbejde, og derfor er det kun rimeligt at jeg laver tingene herhjemme.

Han deltager ikke i noget med ungerne, medmindre jeg beder om det. Sådan har det være i mange år og jeg er ved at være træt af det. Men de gode perioder vi har, er når jeg ikke siger noget og bare lader ham gøre det han vil. Han vil ikke tale om det, han vil ikke får hjælp sammen, da han siger det er spild af penge.

Hvad gør jeg?

Jeg ser mig ikke som offer i det her, jeg er bare så træt af det. Vores børn er vant til at han ikke deltager og de involvere ham heller ikke selv.

Han spørger dem ikke om hvordan deres dag har været eller andet omkring dem. Så han er her ligesom bare.

Vores sexliv er også gået i stå, jeg har svært ved det pga smerter - og han vil ikke kramme og kysse, hvis det ikke kan lede til sex, så min lyst er der ikke rigtig. og han kysser og krammer mig ikke, fordi jeg ikke har sex med ham. Så en ond cirkel.

Håber jeg kan få lidt vejledning.

Hilsen

En spørger

Pige/kvinde, 43 år, 164 cm, 58 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære du.

Tak for dit brev, hvor du beskriver, hvordan dit liv med børn og mand er blevet en ”ond cirkel”. Derfor er det rigtig godt, at du med dette brev markerer, at der nødvendigvis skal ske nogle forandringer. Du kan ikke blive ved med at klare de mange belastninger hverken fysisk eller psykisk, og det er helt tydeligt, at du har brug for hjælp.

Begge dine børn har store problemer, kan ikke klare almindelig skolegang, og det er virkelig imponerende, at du selv har kunnet klare at undervise dem hjemme. Heldigvis ser det nu ud, som om der bliver en løsning, så de begge kan komme i skole på deltid, hvilket giver dig lidt mere fritid i hjemmet. Denne tid må du bruge til at hvile dig eller sove en timestid midt på dagen, da du jo er i underskud på søvn. Du har brug for noget hjælp til at klare det huslige arbejde pga din dårlige ryg, og jeg foreslår, at du henvender dig i kommunen for at få noget rengøringshjælp, hvilket du må være berettiget til for at skåne din ryg.

Du og din mand er kommet ind i en negativ spiral, således at I ikke kan have glæde af at have et intimt samliv. Du har åbenbart accepteret jeres faste roller, hvor du er den, der tager dig af alt med hjem og børn. Det skyldes muligvis den meget skæve arbejdstid din mand har, så han er træt, når han er hjemme. Mon han har mulighed for at finde andet arbejde med en bedre arbejdstid? Det er også synd, at børnene ikke har kontakt med deres far, så kunne du tale med ham om, hvor meget det kan betyde for jeres børn, at han laver noget med dem? Både han og børnene går glip af et fællesskab, så det ville være godt, hvis han kunne finde nogle interesser både han og børnene kunne dele.

Det er klart, at hverken du eller din mand har overskud til at dyrke et sexliv. Så I må først og fremmest ud af jeres daglige trommerom og igen finde hinanden.

Jeg foreslår, at I tager en weekend eller bare en dag helt alene sammen uden børn og udenfor hjemmet, og får venner eller familie til at passe hjemmet en dag eller to. Ikke bare en enkelt gang men flere gange. Måske skal sådan en dag/week-end ind i jeres kalender, så I kan planlægge at få andre til at passe børnene. Det er meget nødvendigt, at I to alene får nogle positive oplevelser, og I kan tale om, hvad I godt begge kunne lide at gøre sammen, da I var nyforelskede. Find tilbage til det, der i sin tid forenede jer og gør nogle af de ting igen – måske at gå ture, lytte til musik, se en film eller andet, der kan give jer et nyt perspektiv på jeres liv. Det er helt sikkert noget, jeres børn også vil reagere positivt på, da de er påvirkede af, hvordan I to har det med hinanden. Når I skændes, skaber I et dårligt klima i familien, så den tid, I vil bruge på at få et kærligt forhold til hinanden, vil komme børnene til gode.

Jeg håber meget, at du kan bruge nogle af disse forslag, så jeg sender dig mine varmeste ønsker for, at du får brudt den ”onde cirkel”.

Bedste hilsener

Birgitte Winkel

Samlivsekspert

Sidst opdateret: 14.10.2018