OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har fået tilbudt en operation af et nyt ankelled, men jeg kan ikke finde noget vedr. en sådan operation, og er derfor blevet lidt i tvivl, bliver det bedre eller værre ? Skal jeg hellere leve med de smerter det giver mig nu, som ikke er konstante, men altid hvis jeg går en tur på mere end ca. ½ time. De kan imidlertid også være der, når jeg vågner om morgenen, så det er lidt uforudsigeligt. Jeg var for nogle år siden involveret i en trafikulykke, hvor min venstre fod blev så godt som revet af, og knoglerne derfor sat sammen med en lille plade og nogle skruer. Jeg er nu i tvivl om jeg tør, da jeg som nævnt ikke har hørt om den slags operationer tidligere. Jeg vil derfor blive meget glad, hvis I evt. kan råde mig.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
En operation, hvor man enten indsætter et "nyt ankelled" eller laver en stivgøring af ankelen er begge operationer, der skal søge at fjerne smerter i leddet. Det er ikke altid forholdene tillader at man kan indsætte et "nyt ankelled". Det afgørende for, om man skal operere er, hvor mange smerter du har og hvor meget disse påvirker dit liv. Man kan forvente at blive rimeligt smertefri ved en sådan operation, men det er jo ikke en ny ankel man får. Man skal tænke på, at det er mekaniske komponenter og disse kan slides eller give problemer. Jeg synes du skal tage imod tilbuddet, hvis du har mange smerter. Men, få en god snak med kirurgen om hvad du kan forvente.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædkirurgi og idræt
Sidst opdateret: 17.06.2008