Jeg lyver for mine omgivelser, og er ikke i stand til at stoppe med at lyve. Hvordan kommer jeg ud af det?

Spørgsmål

Kære netdoktor

Jeg har aldrig rigtig været sådan velfungerende rent psykologisk. En række oplevelser gennem min barndom har gjort, at jeg stadig svinger ud og ind af depression og selvforagt.

I dag, som 18-årig, føler jeg mig som et værre menneske end nogensinde. For når jeg føler mig utilstrækkelig og føler, at sandheden ikke er god nok, så lyver jeg. Og jeg er uhyggeligt god til det. Så god at jeg endnu aldrig har oplevet at blive taget i det. Jeg har i mange år kæmpet for at undertrykke mine følelser og sorger og jeg har opbygget en stærk facade som jeg kan fremsætte som jeg vil. Når nogen stiller mig et spørgsmål overvejer jeg aldrig, hvad det sande svar er, men svarer uden at være bevidst om det, det folk gerne vil høre eller det der får mig til at fremstå bedst muligt. Jeg gør det hele tiden og jeg gør det uden at tænke over det.

Men jeg har mistet kontrollen. Jeg kan ikke længere styre min facade og jeg føler mig som en kold umenneskelig skal. De løgne der startede som små og uskyldige er vokset gennem årene og for et par uger siden begik jeg mit livs fejltagelse. Jeg fortalte hele min omgangskreds inklusiv lærerne på min skole at jeg var dødeligt syg og at jeg skulle opereres med det samme. Derefter blev jeg på mit værelse i to uger og er altså netop kommet tilbage til hverdagen, hvor folk selvfølgelig møder mig med medlidenhed og stor støtte.

Jeg kan umuligt forklare hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var som om hele min samvittighed og forstand slog fra og jeg levede i denne forfærdelige løgn i flere uger uden på noget tidspunkt at have skrupler omkring det. Flere gange sad jeg i intime samtaler, fortalte detaljeret om indgrebet og græd ægte tårer. Jeg har ingen kontrol over det når jeg først kommer så langt ud. Så er det bare en rullende snebold.

Når jeg ser tilbage på de ting jeg lige har gjort føler jeg et enormt had til mig selv. Det er jo fuldstændig forfærdeligt at sige sådan noget. At udnytte folks tillid på den måde. Jeg er så frustreret og jeg føler mig så ussel, jeg har lyst til at dø. Men jeg kunne aldrig forlade min søster og mine forældre på den måde. Jeg tror de er de eneste i verden der holder af mig. Det ved jeg bare ikke om de ville gøre hvis de vidste hvad jeg har gjort.

Jeg kan ikke sove. Jeg har forsøgt hele aftenen, for jeg vil så gerne bare forsvinde, bare et øjeblik. Jeg har kvalme. Af dårlig samvittighed og af frygt for at det hele skal blive opdaget. Ingen af mine venner ville tale til mig, ledelsen på min skole, der har bedt om en lægeerklæring som jeg selvfølgelig ikke kan give dem, ville sandsynligvis smide mig ud og jeg ville virkelig skuffe min familie. Det ville altså ødelægge mit liv fuldstændig.

Jeg føler virkelig at jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan ikke mere, og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af alt det her rod. Hvem har nogensinde udvist sympati for en løgner? Jeg har aldrig følt så stort et selvhad. Alt er ødelagt og det er min egen skyld. Jeg ved ikke hvad jeg forventer af denne debattråd. Men jeg er så frustreret. Hjælp!

Svar

Kære du

Tak for dit meget åbne og ærlige brev, hvilket viser mig, at du godt kan være ærlig, selvom du skriver, at du har et problem med at lyve.

Jeg opfatter det, at du lyver således: Du synes ikke du er god nok, som du er, så du bliver nødt til at bilde andre ind, at du er bedre, end du selv føler du er. Du har gennem årene opbygget et negativt selvbillede, hvilket skyldes en række oplevelser gennem din barndom, som du ikke selv har kunnet kontrollere . Nu er du voksen og kan tage sagen i din egen hånd, og du har indtil nu valgt at lyve om dig selv – et dårligt valg! Et gammelt ordsprog siger ”at ærlighed varer længst”, og det passer. Du kan ikke fortsat bygge dit liv på løgne, hvilket du allerede nu erkender, for dit liv bliver styret af frygt for at blive afsløret, så du er ikke lykkelig.

Du må hurtigst muligt fortælle hele din omgangskreds og lærerne på din skole, at du heldigvis ikke er dødeligt syg og skulle opereres – men at du havde sådan et stort behov for opmærksomhed og støtte, at du digtede en historie om dig selv. Hvis du kan bruge humor, er det fint – f.eks.: ”jeg ved godt, at det var tosset, men jeg opfandt altså den historie, da jeg så gerne vil have noget opmærksomhed” – ”jeg er klar over, at jeg fremover må finde andre metoder, for det er så vigtigt for mig at blive set og hørt”. Sig undskyld for, hvad du har gjort og sig, at du fremover vil øve dig i at være ærlig. Du må tilgive dig selv for, hvad der er sket og i stedet tænke, at du faktisk har været ret kreativ og været så god en skuespiller, at du har evnen til, at andre tror på dig. Tænk over om du kunne bruge din fantasi på andre måder – måske skulle du skrive fortællinger, digte eller blive skuespiller! Du kan også skrive et eventyr om dig selv, hvor du beskriver dig selv som den person du gerne vil være, og hvordan du kunne blive sådan.

Først og fremmest skal du arbejde på at få et bedre selvværd, blive glad for den person, du nu engang er, fokusere på alt det, der lykkes for dig i din hverdag og få positive oplevelser alene og sammen med andre. Tænk over, hvordan du kan gøre noget godt for andre, så du ikke kun bruger energi på at bebrejde dig selv. Når du får gode oplevelser med andre og tænker på, hvad du kan bidrage med, vil du også få det bedre med dig selv. Hvis du har mulighed for at få nogle samtaler med en psykolog, tror jeg, du kunne få meget ud af det. Det kunne være fint for dig at få noget støtte og opmuntring i denne periode, hvor du går fra at lyve til at være ærlig om dig selv. God fornøjelse!

Med venlig hilsen

Birgitte Winkel

Samlivsterapeut

Sidst opdateret: 20.12.2018