Kære Netdoktor
Jeg har gået og tænkt over, om jeg har en form for angst. Folk har sagt, at jeg skal kontakte lægen, men jeg har ikke lyst til at gå til egen læge, da jeg ikke tror mine forældre vil synes om det - de kender selvfølgelig til problemet i forvejen.
Sagen er den, at jeg er rigtig bange for mange ting, som for eksempel at køre i bus alene, at handle bestemte steder alene, at sige noget i grupper på over fire personer, at spørge folk om ting og at snakke i telefon med folk. I situationer som disse får jeg hjertebanken, svedige hænder, en "klump" i halsen, og sommetider græder jeg.
Efter en togtur fik jeg faktisk fysisk fik ondt i maven over at skulle trykke på stopknappen, og gik tudende ud af toget, da jeg skulle af. Det er virkelig pinligt, og jeg er virkelig flov.
Derudover rødmer jeg ekstremt meget, for eksempel i klassen hvis læreren spørger mig, også her går jeg helt i panik. Jeg er så bange for, at folk skal se, hvor nervøs jeg er i disse situationer, og det gør de jo, når jeg rødmer.
Jeg er lige startet på gymnasiet, og det giver mig allerede problemer. Jeg kan sagtens snakke med folk hver for sig, men vores gruppe er blevet til en stor gruppe på seks-syv personer, og her er jeg helt udenfor, når vi alle snakker sammen, da jeg er enormt bange for at sige eller gøre noget forkert. Det er jeg generelt altid. Jeg er bange for at gøre noget forkert og gøre mig selv til grin. Jeg prøver for eksempel altid at regne ud, om en dør skal åbnes ind eller ud af i skolen for at slippe for den kæmpe ydmygelse, jeg synes det vil være, hvis jeg trykker den forkerte vej.
Hvad er der dog galt med mig?
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger:
Tak for din mail, i hvilken du beskriver dine symptomer og spørger om du har fået angst. Det tror jeg, at du har. Nærmere beskrevet den type angst, som hedder socialfobi og som du kan læse mere om her .
Som du kan læse, så er det en tilstand, der kan behandles. Det kræver dog nok, at du bestiller en tid hos din praktiserende læge. Du skriver, at du tror, at dine forældre ikke vil synes om det, hvis du bestiller en konsultation hos lægen, selvom de kender til problemet. Hvorfor mon du tror, at dine forældre ikke vil synes om det? Jeg kan ikke andet end forestille mig, at også dine forældre (som alle andre forældre) kun ønsker, at deres barn skal have det så godt som det overhovedet kan lade sig gøre.
Prøv at vise ovenstående link om socialfobi til dine forældre og tal med dem, både om hvordan du har det, socialfobi og hvad I/du/lægen kan gøre ved forholdene for, at du kan få det bedre.
Held og lykke dermed.
Hans Mørch
Speciallæge i psykiatri.
Sidst opdateret: 30.09.2014