Kan jeg blive opereret for kalveknæ?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er født kalveknæet. I 2003 rev jeg mit korsbånd over. Dette har medført, at jeg har været nødt til at droppe alt sport og des lignende for flere år tilbage. Jeg er interesseret i at høre, om det er muligt, når man er kalveknæet, at få opereret sine ben lige?

Det at være kalveknæet er et problem for mig, fordi jeg føler mig utilpas og "vanskabt", udover dette har mine ben det med at låse nogle gange, til stor ubehag.

Jeg ville derfor høre om det er muligt at få opereret mine ben lige, så de rent faktisk er normale. Kan dette lade sig gøre uden at få varige skader? Jeg ved, at der altid er en risiko for, at det kan blive værre, men jeg er interesseret i at høre om det kan lade sig gøre, så jeg også psykisk kan få det bedre.

Med venlig hilsen

En Spørger.

Svar

Kære Spørger

At være "kalveknæet" vil sige, at man i knæene vinkler, så knæene nærmes støder mod hinanden, hvis det er udtalt. Modsat, hvis man er "hjulbenet", hvor knæene vinkler så benene "buer udad".

Det at være ekstremt "kalveknæet", kan være (men behøver ikke være det), forbundet med visse belastningsproblemer. Det kan også medføre, at man udvikler slidgigt i "den udvendige halvdel" af knæleddet.

Teoretisk set kan man godt operere hvis man er for udtalt "kalveknæet". Egentlig vil man helst behandle i en tidlig alder, hvor man kan stoppe noget af væksten i den ene side.

Man kan også godt operere i voksenalderen. Der findes er par typer af operation, man kan anvende. Du bliver nødt til at blive henvist til en ortopædkirurgisk afdeling, for nærmere bedømmelse af din situation.

Hvis du bliver tilbudt operation, skal du være forberedt på, at det tager virkelig lang tid inden du er "klar igen". Afhængig af metoden, et halv til et helt år måske.

Så bed din læge om en henvisning til en ortopædkirurgisk afdeling. Teoretisk set er det muligt at hjælpe dig, men jeg kan desværre ikke, ud fra dit spørgsmål, bedømme om man "vil" tilbyde dig en operation.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johannsen

Speciallæge i ortopædi- og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 21.02.2015