Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Brystkræft

Brystkræft og tidlig overgangsalder: Hvordan skal du forholde dig?

Både antihormonbehandling og kemoterapi kan udløse de klassiske symptomer på overgangsalder såsom menstruationsophør, hedeture og tørre slimhinder. Men hvordan skal du forholde dig, hvis du er generet af symptomerne og ikke kan få hormonbehandling? Og hvordan håndterer du de bekymringer, der kan følge med?


Offentliggjort: 29. April 2025

En stor del brystkræfttilfælde er hormonfølsomme. Det vil sige, at kræftcellerne næres af det kvindelige kønshormon østrogen. Derfor tilbydes mange kvinder antihormonbehandling efter operationen, så østrogenniveauet i kroppen minimeres, og risikoen for, at kræftcellerne vokser tilbage, mindskes. Rigtig mange kvinder med brystkræft får desuden kemoterapi en før operationen for at mindske kræftknuden eller efter operationen. Kemoterapi er med til at mindske risikoen for, at kræften kommer igen.

Når man sænker østrogenniveauet i kroppen med antihormonbehandling, kan det udløse de samme symptomer, som når man kommer naturligt i overgangsalderen, for eksempel uregelmæssig menstruation eller menstruationsophør, hedeture og tørre slimhinder. Kemoterapi kan også føre til, at menstruationen stopper, og man derfor går tidligt i overgangsalderen. For rigtig mange kvinder sker det lang tid før, de ellers ville have nået den naturlige overgangsalder.

Læs mere: Hvad er overgangsalder?

Brystkræftbehandling giver brat start på overgangsalderen

Noget af det, der kendetegner den overgangsalder, der kommer ved brystkræftbehandlingen er, at den typisk kommer mere brat end ellers.

- Den beskrivelse, mange kvinder giver, er, at symptomerne kommer hurtigere og mere pludseligt. Det er sværere at forberede sig på, hvad det er, der er ved at ske. Og så sker den jo også tidligere. Nogle kvinder kommer i overgangsalderen flere år før, de ellers ville være kommet det, forklarer Anders Bonde Jensen, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Overgangsalderen bekymrer mange

Han har set mange kvinder med brystkræft igennem sin lange karriere, og han fortæller, at bekymringer omkring overgangsalder fylder en del for mange brystkræftpatienter.

- For nogle fylder det meget, at overgangsalderen kommer sammen med brystkræftbehandlingen. Det bliver en ekstra ting, man skal igennem, siger han.

For nogle kvinder drejer bekymringerne sig mere om, hvordan livet efter brystkræftbehandlingen kommer til at se ud, især hvis de er gået meget tidligt i overgangsalder.

- Den tid, de er postmenopausale, altså efter overgangsalderen, er jo meget længere, og det kan give anledning til nogle bekymringer, om hvad det betyder for helbredet på den lange bane. Og det er jo helt reelle bekymringer. Vi ved nemlig, at når man kommer i overgangsalderen, sker der løbende et tab af kalk fra knoglerne, der øger risikoen for osteoporose (knogleskørhed), forklarer han.

Hjælp Netdoktor med at lave det bedste webinar om brystkræft Svar på undersøgelse her

Hormonterapi eller ej?

Hvis man er i overgangsalderen, og er generet af sine symptomer, vil førstevalget til behandling normalt være hormonterapi, hvor man får tilført ekstra østrogen. De fleste overgangsalder-symptomer hænger nemlig tæt sammen med faldet af østrogen i kroppen.

Hvad er hormonterapi?

Den typiske behandling af gener i overgangsalderen er tilskud af østrogen. Det kalder man også for hormonterapi eller østrogenbehandling. Hormonterapien gives enten systemisk, det vil sige som tablet, der virker i hele kroppen, eller lokalt, det vil sige lokalt i skeden. Den systemiske hormonterapi hjælper typisk mod hedeture og andre symptomer, der rammer hele kroppen, mens den lokale hormonterapi især hjælper ved tørre slimhinder i skeden.

 Anders Bonde Jensen har oplevet, at mange kvinder med brystkræft er meget bekymrede for generne ved overgangsalderen, fordi hormonterapi generelt frarådes til kvinder med brystkræft.

Han forklarer, at der er lidt forskellige anbefalinger afhængigt af, hvilken behandling man får. Kvinder, der ikke har været i overgangsalder, får typisk tamoxifen. For dem gælder det, at der ikke er nogen risiko ved at bruge lokal østrogenbehandling, der især lindrer tørre slimhinder.

Kvinder der har været i overgangsalder, får typisk arometasehæmmere. Det er lidt mere usikkert, om de må bruge lokal hormonterapi til at afhjælpe tørre slimhinder.

Generelt anbefales systemisk hormonterapi mod gener i overgangsalderen ikke til kvinder med brystkræft.

Læs mere: Fokus på: Antihormonbehandling efter overgangsalderen

Er der noget, man selv kan gøre?

Hvis du lider af gener forbundet med overgangsalder, og du ikke har lyst til eller mulighed for at få hormonbehandling, så er der også nogle ting, du selv kan gøre.

Motion

- Der er noget, der tyder på, at motion og fysisk aktivitet faktisk kan hjælpe på de her gener. Det er blevet undersøgt, om motion kan hjælpe på hedeture, og det er lidt usikkert stadigvæk, men der er nogle studier, der har vist, at motion kan gøre noget godt for hedeture, siger Anders Bonde Jensen.

Hold øje med hedeturene

Han fortæller også, at nogle kvinder oplever et mønster især i forbindelse med hedeture. Hvis man kan genkende et mønster, for eksempel at man får hedeture, når man har drukket alkohol eller lignende, så kan man prøve at se, om man kan undgå de situationer, som udløser hedeturene.

Læs mere: Kirsten har lært at håndtere hedeturene: “Jeg er sikker på, at min livsstil virker”

Kosttilskud og naturlægemidler

Mange ser også mod hormonfri behandlings-alternativer, som for eksempel kosttilskud og naturlægemidler. Her kan det være en god idé at tage et kig på Kræftens Bekæmpelses retningslinjer og tale med din læge, inden du begynder at tage nogle af kendte plante-produkter som soja eller rødkløver. De indeholder nemlig et stof, der ligner østrogen meget, og som måske har samme effekt på kræftcellerne som østrogen.

Tal om det

Hvis du har det skidt og bekymrer dig meget om det, så opfordrer Anders Bonde Jensen dig til at tage symptomerne og bekymringerne alvorligt og få en snak med lægen. I mange tilfælde er der hjælp at hente.

- Det er vigtigt, at man forholder sig til generne og tager det op med den læge, man har eller på den afdeling, men er tilknyttet. Det kan godt være, at man er i en situation, hvor man ikke kan gøre noget ved symptomerne, men det er vigtigt at tage den snak, og det er vigtigt, at man får noget individuel rådgivning, siger han.

Mindsk risikoen for knogleskørhed

Tidlig overgangsalder kan øge risikoen for knogleskørhed, fordi knoglerne løbende taber kalk, når østrogenniveauet falder. Der er nogle ting, du kan gøre for at styrke knoglerne og mindske risikoen for knogleskørhed.

  • Sørg for at være fysisk aktiv, meget gerne med jævnlig styrketræning.
  • Spis sundt og varieret og sørg for at få nok D-vitamin og kalk.
  • Stop med at ryge og begræns dit alkoholindtag

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.