Blodtryksmedicin med valsartan tilbagekaldes

Der er fundet et potentielt kræftfremkaldende stof i en række præparater med valsartan, som bruges mod for højt blodtryk og hjertesvigt. Tager du et af de berørte lægemidler, bør du i samråd med lægen skifte til et andet præparat.

Får du medicin mod forhøjet blodtryk eller hjertesvigt, skal du lige tjekke din medicin en ekstra gang. Lægemiddelstyrelsen har nemlig netop offentliggjort en liste over blodtryksmidler med valsartan, der er blevet tilbagekaldt, fordi der er fundet et stof i lægemidlet, der ikke burde være der – en såkaldt urenhed.

Det er ikke alle produkter med valsartan, man har fundet urenheder i. Hvis din medicin ikke står på listen, kan du altså fortsætte med den, som du plejer. Hvis du tager et af de præparater, der er på listen, opfordrer Lægemiddelstyrelsen til, at du kontakter din læge og får ordineret et andet lægemiddel. Det er vigtigt, at du forsætter med medicinen, indtil du har fået ordineret et nyt, lyder Lægemiddelstyrelsens udmelding.

Se liste over produkter med valsartan der tilbagekaldes

Muligvis kræftfremkalende

Den urenhed, der er fundet i præparaterne på listen, er et stof, der hedder N-nitrosodimethylamin (NDMA). Det er muligvis kræftfremkaldende, hvis man tager det over længere tid. Urenheden kan have været i de berørte lægemidler i de sidste fem år, så nogle patienter kan have fået det i flere år.

Lægemiddelstyrelsen samarbejder i øjeblikket med Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og en række medicinske selskaber om, hvordan man skal følge op på de patienter, som har fået medicin med den problematiske urenhed.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Lægemiddelstyrelsen

Sidst opdateret: 05.07.2018