En ny klamydia-vaccine er for første gang blevet afprøvet på mennesker, og resultaterne er lovende. Sådan lyder konklusionen på det første kliniske forsøg med en klamydiavaccine, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) og det engelske Imperial College i London har gennemført.
- Vaccinen gav præcis det immunsvar, som vi håbede på og har set i dyremodeller. Det vigtigste er, at vi har set beskyttende antistoffer mod klamydia i kønsvejene. I vores indledende forsøg forhindrer de klamydiabakterierne i at trænge ind i kroppens celler. På den måde er vi kommet et stort skridt videre mod en klamydiavaccine, fortæller afdelingschef Frank Follmann fra SSI.
I forsøget blev 35 kvinder vaccineret, og de gode resultater baner vejen for at teste vaccinen i større skala og over en længere tidsperiode. På den måde kan man afprøve, hvor godt vaccinen beskytter i den virkelige verden.
I et interview til dr.dk forudser Frank Follmann, at der kan være en vaccine klar om fem til syv år, hvis en af de store vaccineproducenter tager over.
Også direktør for vaccineforskning hos SSI Peter L. Andersen har store forhåbninger til den nye vaccine:
- HPV-vaccinen har vist os, hvor effektiv vaccination kan være mod en seksuelt overført infektion. Derfor håber vi, at vi kan gøre det samme med klamydia og på sigt kombinere de to vacciner, siger han.
Studiet er såkaldt et fase 1 studie. I denne artikel Sådan laver man ny medicin (Videnskab.dk) kan du læse mere, om de forskellige faser, en ny medicin skal gennemgå for at blive endelig godkendt.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Statens Serum Institut og Dr.dk.
Sidst opdateret: 13.08.2019