Ved du, hvad du bør gøre, hvis en person i nærheden af dig falder om med et krampeanfald?
Et krampeanfald kan se voldsomt ud og virke skræmmende på dem, som overværer det. Derfor er det godt at vide, hvordan du bedst hjælper, hvis det skulle blive relevant.
Krampeanfald kan skyldes forskellige ting, for eksempel epilepsi eller for lavt blodsukker hos personer med diabetes (insulinshock).
Hvis en person har kramper og er bevidstløs, bør du skaffe hjælp. Er I flere tilstede, kan én ringe 1-1-2, mens en eller flere andre hjælper med at støtte personen mens anfaldet står på. Er der ikke hjælp i nærheden, så ring selv 1-1-2 og slå eventuelt telefonens højttaler til, så du har hænderne fri.
Kramperne kan gøre, at personen slår sit hoved ned i underlaget. Støt derfor vedkommendes hoved med hænderne, dog ikke med et fast greb, eller læg noget blødt, for eksempel en sammenfoldet jakke, under hovedet.
Mange kan måske huske engang at have fået at vide, at man skal stikke noget ind mellem tænderne på personen, men det er i bedste fald nyttesløst. Hold dig til at forhindre, at de slår sig under anfaldet.
Hvis kramperne stopper, og vedkommende trækker vejret, men stadig ikke er ved bevidsthed, bør du lægge personen i stabilt sideleje, så du sikrer, at tungen ikke blokerer luftvejene.
Se Røde Kors' guide til stabilt sideleje
Hvis der har været tale om et epileptisk anfald eller lavt blodsukker, kan personen efterfølgende være forvirret og have svært ved at huske hvad der er sket. Bliv hos vedkommende og gør det så behageligt og sikkert for personen som muligt indtil hjælpen kommer.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Netdoktors artikler om Epilepsi, Førstehjælp ved epileptisk anfald, Diabetes, Lavt blodsukker og Førstehjælp.
Sidst opdateret: 05.02.2018