Annonce

Nyt studie: Kan blodprøve opdage autisme?

Forskere har undersøgt, om man kan bruge blodprøver til at opdage autisme. Testen er stadig kun på forsøgsbasis, men metoden kan identificere 9 ud af 10 børn med autisme.

Autisme er en udviklingsforstyrrelse, der typisk opdages hos børn i alderen 3-5 år. I dag diagnosticerer man autisme gennem en børnepsykiatrisk udredning ved at vurdere adfærdsmønstre og væremåde.

Britiske forskere har nu undersøgt, om man kan bruge blodprøver til at opdage autisme. Studiet viser, at blodprøven kan påvise autisme hos 9 ud af 10 med diagnosen.

Forskningen er dog stadig på forsøgsbasis.

Læs også: Hvad er autisme?

Test af blod og urinprøver

69 børn mellem 7-8 år deltog i studiet. 38 af børnene havde autisme, mens der var en kontrolgruppe på 31 børn, som ikke havde diagnosen.

I tidligere studier har man konkluderet, at proteiner ofte nedbrydes anderledes hos børn med autisme, og derfor undersøgte forskerne børnenes blod og urin for at finde tegn på proteinskader.

Studiets resultater

Testen identificerede 92 procent af børnene med autisme. Dog fejldiagnosticerede testen også en lille del af børnene i kontrolgruppen med autisme.

Forskerne mener, at testen i fremtiden kan bruges til at opdage autisme hos børn tidligere, men metoden er endnu ikke sikker nok, og der skal derfor flere undersøgelser til.

Brevkassen: Har min søn autisme?

Forskellige grader af autisme

Børn med autisme bliver, som tidligere nævnt, diagnosticeret ved en vurdering af deres adfærdsmønstre. Der findes mange forskellige grader af autisme, men barnet har typisk et eller flere af disse grundsymptomer:

1. Samspilsforstyrrelse: Dette viser sig ved, at barnet befinder sig godt alene og ikke nødvendigvis savner samvær. Barnet kan ofte have svært ved øjenkontakt.

2. Kommunikationshandicap: Nogle børn med autisme kan have svært ved at kommunikere. Børn med autisme er for eksempel ofte sene til at tale og har forskellige sprogafvigelser.

3. Stereotypiske aktiviteter og interesser: Barnet kan have svært ved at finde på fantasilege og bruger typisk legetøj på en mekanisk måde, hvor de for eksempel går meget op i biler, som skal stilles op i en bestemt rækkefølge igen og igen.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Forskning.no, Warwick University, Molecular Autism og Netdoktors egen side: Autisme, GUA og GUU.

Sidst opdateret: 16.04.2018

Annonce