Annonce

Sexsygdomme: Hvordan smitter de?

Vidste du, at gonoré kan sætte sig i halsen? Og at herpes kan smitte på flere forskellige måder? Hvis ikke, så læs med her, hvor du kan lære om, hvordan de fire mest almindelige kønssygdomme opfører sig.

Selvom sex er både sundt og dejligt, så er det er vigtigt at være godt beskyttet. Det kan nemlig få ubehagelige konsekvenser for både dig og din partner, hvis I har ubudne gæster med i sengen.

Selvom det måske kan virke lidt ubelejligt at skulle træffe en fornuftig beslutning om beskyttelse, når man er i kampens hede, så er det ikke desto mindre vigtigt, for kønssygdomme er altså ikke sådan at kimse ad. Nogle sygdomme kan nemlig gøre dig steril, mens andre kan resultere i alvorlige sygdomme i blandt andet immunforsvaret.

Netdoktor har spurgt farmaceut ved online-apoteket Apopro Zainab Al-Mansouri om, hvordan de fire mest almindelige kønssygdomme smitter. De fire sygdomme er klamydia, herpes, kønsvorter og gonoré.

Læs også: Fire spørgsmål om klamydia

Klamydia

Den absolut mest udbredte kønssygdom herhjemme er klamydia. Tal fra Sex & Samfund viser, at der i 2017 var næsten 33.000 smittede med klamydia.

Ifølge Zainab Al-Mansouri kan du blive smittet med klamydia, hvis du dyrker ubeskyttet sex med en person, der er smittet. Klamydia kan smitte ved både vaginal sex, analsex og faktisk også oralsex. Det kan dog ikke smitte ved kys, ligesom det heller ikke smitter gennem vand eller ved at dele håndklæde.

Den bedste måde at beskytte sig selv og sin partner mod klamydia er at bruge et kondom eller en slikkelap, siger hun.

Læs også: Hvad er kondylomer?

Herpes

Der findes flere former for herpes. De mest udbredte hos mennesker er dem, man kalder for HSV-1 og HSV-2. Hvis du har et forkølelsessår i mundvigen, så vil det oftest være forårsaget af HSV-1. Derimod er de fleste herpesudbrud omkring kønsdelene forårsaget af HSV-2.

Mange smittes med HSV-1 som børn, mens man typisk først smittes med HSV-2, når man begynder at dyrke sex. Når man får et herpesudbrud, vil man danne et lille sår med små blærer på huden. Ifølge Zainab Al-Mansouri kan herpes smitte, så længe der stadig er blærer i såret.

Herpes smitter ved alle typer af sex. Det kan også smitte, hvis man kysser sin partner, mens man har et forkølelsessår. Hvis du har et herpesudbrud, men stadig gerne vil dyrke sex, er det vigtigt, at du beskytter dig med et kondom og undlader at kysse og røre ved såret.

Læs også: Vi glemmer kondomet

Kønsvorter

Kønsvorter skyldes HPV-virus. Fordi flere mennesker får en vaccine mod HPV, så er kønsvorter på alvorligt tilbagetog, men det er stadig en meget udbredt sygdom.

Ifølge Zainab Al-Mansouri kan kønsvorter sidde:

  • På kønsdelene
  • i urinrøret
  • ved anus
  • i endetarmen
  • i halsen (i sjældne tilfælde).

Du kan få kønsvorter, hvis du dyrker ubeskyttet oralsex, analsex og vaginal sex. Kønsvorter smitter, så længe de er synlige. Derfor er det ekstra vigtigt at huske kondomet, så længe du stadig kan se de små vorter på huden.

Læs også: Symptomer på fnat

Gonoré

En af de kønssygdomme, der de seneste år er blevet mere almindelig, er gonoré. På bare 10 år - fra 2006 til 2016 - er den nærmest tidoblet i smittetal. Det viser tal fra Sex & Samfund.

Gonoré smitter ved både oralsex, analsex og vaginal sex, siger Zainab Al-Mansouri. Ligesom klamydia kan gonoré ikke smitte, hvis man bare holder sig til at kysse sin partner. Også her er den bedste måde at beskytte sig på at bruge et kondom, uanset hvilken type sex man har gang i.

Det er også vigtigt at blive testet hyppigt, hvis du har mange skiftende partnere, og at du informerer dine nuværende og tidligere partnere, hvis du er blevet smittet.

Gode råd fra apoteket

Det er vigtigt at beskytte dig selv og din partner, så I ikke ender med uvelkomne sexsygdomme.

  • Eksempler på kondomer
  • Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


    Kilder: Farmaceut ved online-apoteket Apopro Zainab Al-Mansouri og Netdoktors egen artikel om Kønssygdomme

    Sidst opdateret: 25.11.2020

    Annonce