Kære Netdoktor
Jeg har gennem mange år haft bulimi. Da det startede var det i mild form og ikke hver dag, men et "redskab" jeg brugte for at tabe mig, hvilket også lykkedes. De sidste par år er det blevet værre, og jeg har kastet op og haft ædeflip næsten hver dag.
Jeg har været angst for at tage på. Men selvom jeg har denne frygt dropper jeg stadig ikke den fede mad, men vælger at kaste det hele op bagefter. For et halvt år siden fortalte jeg min kæreste om min sygdom, og ved at snakke med ham om det, fik jeg øget kontrol over mit madindtag, og det gik bedre i en periode.
Mit problem er nu, at jeg har smerter hver dag i halsen. Jeg er rigtig bange for, hvad jeg har udsat min krop for. Jeg vil så gerne holde op og komme til at leve et normalt liv med et sundt forhold til mad. Jeg mangler virkelig redskaberne til at kunne opnå dette.
Jeg håber, at I vil hjælpe med med gode råd.
Med venlig hilsen Jomfruen