Annonce

Smerter ved samleje?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har her den seneste uge oplevet smerter i højre side af maven omkring navlen og om i højre side at ryggen under sex. Første gang smerterne fandt sted var da jeg havde sex under min menstruation.

Der var smerterne ret slemme. En uge efter da jeg ikke havde menstruation længere havde jeg sex igen hvor der den første dag ikke var smerter, men dagen efter oplevede jeg de samme smerter igen! Smerterne kommer kun når han støder dybt op i mig.

Jeg har prøvet at google og læse om at det kan skyldes betændelse i livmorderen, men det mærkelige er bare at smerterne ikke er helt nede i underlivet, og at smerterne stråler om i ryggen også.

Efter sex har jeg efterfølgende ondt i ryggen i noget tid. Kan det måske have noget at gøre med at jeg lider af irritabel tyktarm? Eller hvad kan det være?

Bonus info er at jeg lider af for lavt stofskifte og er i behandling for dette.

mvh

En spørger

Pige/kvinde, 15 år, 163 cm, 50 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære spørger

Du er en lille, slank pige på 15 år som har ondt i maven ved sex. Og så får du stofskiftehormon, fordi du har lavt stofskifte og irriteret tyktarm.

Lad os lige tage det sidste først. Begge dele er ret så sjældent hos piger i din alder, men jeg håber, at begge tilstande er under kyndig kontrol hos din læge eller medicinsk specialist.

Lavt stofskifte er ikke en sygdom i sig selv, men fortæller, at der er noget, der ikke fungerer, som det skal. Bed lægen om en forklaring og tag for ekempel din mor med hos lægen. Alene kan det være svært i farten at få det hele med. Det samme gælder irriteret tyktarm, som ikke sådan lige klares med et par piller. Der skal meget mere til. Ikke mindst beroligelse og omsorg.

Og så skriver du, at du en uge har haft smerter til højre i maven ved sex, "når han støder dybt op i mig”. Det kalder man kollisionssmerter - og kan skyldes mange ting. Irriteret tyktarm - måske - men næppe den mest sandsynlige årsag.

Jeg går ud fra, at du ikke er gravid? Hvad bruger I som prævention?

På den anden side, så er jeg ret blank, når det gælder andre forklaringer. Ikke af jeg mangler gode idéer, men gætteri vil bare forvirre mere end berolige. Så vi må gå en anden vej.

Prøv med lidt tålmodighed og se, hvordan det går de næste uger. Prøv at at tage den lidt med ro, når I har sex og se, om det ikke går over af sig selv.

Hvis ikke, bliver du nødt til at at tale med din læge om det. Du skal have en gynækologisk undersøgelse og måske en ultralydsundersøgelse af underlivet for at få et beroligende, kvalificeret svar, så du bliver glad igen.

Med venlig hilsen,

Erik Fangel Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 13.04.2019

Annonce