Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvor længe bør man blive ved med at amme?

Spørgsmål:

Jeg bor i udlandet og vil derfor meget gerne høre danske lægers mening om, hvor længe man boer blive ved med at amme. Min pige er et år og to uger, og vil meget gerne fortsaette med at amme. Jeg troede at det var sådan, at hun ville miste interessen, efterhånden som hun fik mere og mere brug for fast føde. Det lader til at vaere omvendt, at hun aldrig bliver rigtig interesseret i fast føde, fordi hun jo altid kan drikke. Jeg vil gerne bede om den "generelle" holdning så jeg har mere basis for selv at vælge en. En anden ting er, at hun skal starte vuggestue inden længe, og måske ikke vil savne mig så meget, hvis hun ikke også savner at få bryst?

Svar:

Den officielle danske holdning til varighed af amning er følgende: Generelt må det anbefales, at spædbørn ammes i mindst 4-6 måneder. Herefter suppleres amningen med overgangskost. Frem til 9 måneders alderen tilrådes fortsat, at modermælk udgør størstedelen af barnets mælk. Varigheden af amning er - og bør være - individuel og afhængig af barnets, moderens og familiens behov og muligheder. Ud fra en ernæringsmæssig vurdering kan amningen fortsætte, så længe den ikke forstyrrer barnets samlede næringsstofindtagelse i forhold til behov. Alle børn bør således før 9 måneders alderen være i gang med en varieret kost. Jeg kan varmt anbefale, at du allerede nu begynder at lære dit barn, at det også kan føle mæthed og velvære ved anden mad end brystmælken.

Med venlig hilsen Lisbeth Skafte Klinisk diætist

Sidst opdateret: 02.10.2003




Annonce