OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan jeg få en brystforstørrelse med mit eget fedt?

Spørgsmål:

Jeg kunne godt tænke mig at vide om det er muligt, ved en brystforstørrelse, at bruge ens eget fedt i stedet for "fremmedlegemer" som silikone, saltvand eller lign.

Kunne man ikke bare suge noget fedt fra mave eller baller og bruge i brysterne? Jeg har set en Fjernsynsudsendelse om hvordan man brugte fedt til at forstørre en mands penis, og tænkte på om det ikke kunne lade sig gøre ved bryster. Det ville da være mere naturligt med en eget fedt, ville det ikke?

Svar:

Tak for dit spørgsmål vedrørende brystforstørrelse med eget fedtvæv. Jeg kan godt forstå din tankegang, når man nu har set den fjernsynsudsendelse.

Det Du har set er en penis, som er blevet lavet tykkere ved at sprøjte fedtvæv ind under huden. Fedtvæv har en meget dårlig blodforsyning fra naturens hånd, sammenlignet med kroppens øvrige væv. Når man suger fedtvæv ud og sprøjter det ind andre steder i kroppen, kan det kun overleve i områder, som er meget blodkar-rige, således at der kan "sive" ilt om næringsstoffer ind til fedtcellerne, indtil der er vokset nye blodkar ind til cellerne.

Da bryster består for en stor del af fedt (men ringe blodkarforsyning) ville fedtcellerne kun i meget begrænset omfang overleve denne omplacering. Der findes plastikkirurger som mestrer denne disciplin, men de flytter kun ganske små mængder fedtvæv af gangen ( ca. ½ - 1 deciliter). Det bruges primært til at rette uregelmæssigheder i ansigtet og udglatning af rynker. Afslutningsvis må det siges, at resultaterne af penisforstørrelserne ikke altid er lige gode, da resultatet ikke særlig ofte er blivende. I bedste fald ender man ved udgangspunktet før operationen, mens man i værste fald risikerer svær bindevævsdannelse (ar-væv) og deformering af penis, som så kun kan bruges til - at tisse med.

Dette har bl.a. været årsagen til den debat, der har været omkring penis forstørrelser- og forlængelser. Herudover henviser jeg til Sunde råd om små bryster.

Erik Olsen, Læge.

Sidst opdateret: 26.06.2000