OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg har ømme knuder i mine bryster. Kan det være en følgetilstand af en brystreduktion?

Spørgsmål:

Hej Lægepanel.

Jeg fik ultimo januar 1998 lavet en brystreduktion. Jeg fik fjernet 900 g. fra højre bryst og 800 g fra venstre bryst. Jeg har været glad for denne formindskning, men har her på det sidste fået nogle problemer, som jeg håber I kan hjælpe mig med.

Mit største problem er, at jeg er begyndt til Fitness cirka 3-4 gange om ugen. Her stepper, går, cykler og styrketræner jeg. Jeg har i den seneste tid oplevet at jeg har fået nogle "knuder" i mine bryster. Jeg har været ved min egen læge, som sagde at det er mit arvæv jeg kan mærke. Hun kunne ikke give mig en forklaring på det.

"Knuderne" i mine bryster vokser ved fysisk udfoldelse og bliver ømme. Det er meget frustrerende, da jeg gerne vil blive ved med at dyrke sport.

Mine spørgsmål til jer lyder: Hvad skyldes, at mit arvæv vosker når jeg dyrker sport, og er det evt. noget jeg kan gøre for at aflaste brystpartiet og smerterne.

Kan man få noget creme som hjælper arvæv med at blive smidigt??

Der skal tilføjes, at jeg stadigvæk har en stor barm størrelse D til DD.

Et andet spørgsmål som også har pint mig lidt er med hensyn til når jeg bliver gravid. Jeg har hørt mange forskellig udsagn vedrørende amning og brystformindskning. Hvor stor er sandsynligheden for at jeg kan amme normalt når jeg bliver gravid, og er det risikabelt at bliver gravid nu??

Jeg håber I kan være behjælpelig med svar på mine spørgsmål.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Mette Jakobsen

Svar:

Kære Mette.

Tak for dit spørgsmål vedrørende brystformindskende operationer og deres følgetilstande.

Du har flere spørgsmål, som ikke umiddelbart kan besvares.

For det første kan det være umuligt at afgøre, om det er arvæv, der er i dine bryster, eller om det drejer sig om dit naturlige brystkirtelvæv, som du kan mærke. Der skal ofte både en mamografi og en ultralydsundersøgelse til for at afgøre forskellen.

Du er begyndt at træne ret intensivt og dette kan have bevirket, at du har tabt en del af dit fedtvæv, som du havde på kroppen, inklusive dine bryster og dette kan gøre, at du føler disse knuder tydeligere end du har kunnet tidligere. Dine brystmuskler kan være blevet større og tykkere og dette kan trykke knuderne mere op mod hudoverfladen. Endelig er det ikke sjældent, at piger som træner hårdt får hormonforstyrrelser i større eller mindre grad. Du har måske bemærket, at din menstruation ikke er så stærk længere eller at du ikke bløder så længe mere. Dette kan medføre, at der kommer mere spænding i dit brystkirtelvæv.

Som du kan se, kan der være flere årsager til dine gener.

Om du kan aflaste brystpartiet eller bruge en creme for at blødgøre knuderne, tja jeg har ikke set overbevisende beviser for at den ene creme skulle være bedre end den anden og hvad angår aflastningen, skal man først afgøre hvad dine gener skyldes.

Hvad angår amning er der ikke lavet ordentlige opgørelser om hvor mange der ikke kan amme efter brystformindskende operation. Dette skyldes vel primært, at man kan blive opereret på så mange forskellige måder.

Sandsynligheden for at du kan amme er formentlig > 90%. Der er ingen risiko ved at blive gravid nu, men du kan opleve, at det er svært at blive gravid, når du træner så hårdt, netop på grund af hormonforstyrrelser.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Eric Olesen, plastikkirurg

Sidst opdateret: 28.07.2000