OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad skal jeg gøre ved min underlivsbetændelse?

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 21 år, der siden en aften for ca. 1 år siden, hvor jeg frøs meget, har været plaget meget af blærebetændelse.

Jeg har mange gange været nede hos min læge, hvor jeg har fået foretaget gynækologiske undersøgelser, har fået sulfapræparater, Lucosil samt prøvet tranebærsaft uden større held.

I midten af september var jeg oppe på Gentofte Amtssygehus og få foretaget en røntgen-undersøgelse af min blære, fordi min læge efterhånden ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre, men den viste, at alt var i orden.

Jeg prøver at klæde mig godt varmt på, tørrer mig fra skridtet og tilbage efter toiletbesøg, tømmer helt blæren og husker altid at tømme blæren efter samleje.

Min kæreste og jeg bor langt fra hinanden, så vi er ikke sammen hver dag, men når vi ses i weekenderne, kan vi ofte have samleje et par gange eller 3. Mere kan jeg som regel ikke klare, da jeg meget ofte får rifter, svie, svie ved vandledning og nogle gange meget ondt ca. 2 cm. over skambenet (jeg ved ikke, om det er det livmoderen? -kan det være større rifter?).

Vi er ret forsigtige af samme årsag, fordi jeg så sensibel, jeg kan bare ikke forstå, hvorfor jeg så ikke kan klare at gå i seng med ham 2 eller 3 gange uden at det hele går amok i mit underliv.

Jeg har ikke noget særligt udflåd, vasker kun mit skridt med sæbe udenpå og prøver så vidt muligt at drikke meget vand, selvom det kan være svært.

Jeg har hørt enebærte skulle være godt mod blærebetændelse, men kan det måske også underlivsbetændelse?

Håber så meget på at I kan hjælpe mig med hvad jeg skal gøre, da jeg synes, jeg har prøvet alt!

Svar:

Kære Lotte.

Du skriver, at du det sidste års tid har været "plaget meget af blærebetændelse". Du er behandlet med sulfapræparater uden større held. Jeg går ud fra, at din læge ved urinmikroskopi og dyrkning har konstateret, at der er bakterier i urinen, og at disse er følsomme for behandling med sulfapræparater.

Man kan imidlertid godt have symptomer som ved blærebetændelse, selvom der ingen bakterier er. Så kan det godt hænge sammen med den irritation af skedens slimhinde du oplever ved hyppigt samleje. Den tilstand har ligefrem et romantisk tilnavn: honeymoon-cystitis - selvom selve tilstanden jo ikke ligefrem kan betragtes som romantisk når det brænder og svier!

Måske er forklaringen, at dine slimhinder, såvel i skeden som urinrøret er ret så følsomme. Der skal altså ikke så megen (mekanisk) belastning til før de bliver irriterede og så kan du mærke det, sådan som du beskriver det.

De fleste plejer at kunne klare et samleje 2-3 gange om ugen - eller måske mere - uden problemer, men det kan nok tænkes at samleje 2-3 gange om dagen eller i løbet af week-enden kan være for meget, hvis slimhinderne i forvejen er sarte. Hvis der ikke er betændelse (infektion), og hvis du ikke har symptomer ugen igennem, men kun efter samleje, er der nok ikke så meget at gøre ved det andet at prøve at vise lidt tålmodighed.

Måske er det også vigtigt at tænke på, at gøre selve samlejet til den mindste del af det seksuelle samvær. Selvom I er "ret forsigtige", er det åbenbart lidt mere end dine slimhinder kan klare. Ganske vist er selve samlejet måske for de fleste det bedste af det hele, men prøv at lade det vente til "sidste øjeblik", og først når du føler, at du er rigtig parat til det, så kan det være det går lidt bedre.

Jeg har ingen erfaring med enebærthe, hverken mod blærebetændelse eller underlivsbetændelse, men det er da værd at prøve.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i gynækologi

Sidst opdateret: 31.01.2001